Jeg elsker musik fra 70’erne. For mig er slut 60’er og de tidlige 70’ere de år, hvor der rent musikalsk skete mest, fordi tiden var meget eksperimenterende. Der er så meget, der kendetegner musik fra 70’erne. Så meget, at jeg ikke engang fik plads til Wish You Were Here.
Jeg naesten altid mut naar jeg vaagner, og kommer egentlig foerst saadan rigtig i godt humoer, naar jeg har spist morgenmad og gjort mig klar til dagen. Det er ret dumt, fordi jeg egentlig rigtig godt kan lide min hverdag, men saadan er jeg aabenbart indbygget. Her hjaelper blandt andre Julia Stone, Crosby, Stills Nash & Young og Ryan Adams.
Som sagt, så har jeg samlet lidt walk-tunes til jer.
Så medmindre du har knæskader, andre aftaler, eller selv har en vanvittig playliste – så tag din mobil, stik et par ear plugs i ørene, sæt listen her på og smut ud i det blå. Jeg lover dig, det er skønt!
I går aftes, mellem 22.00 – 00.40 havde jeg et af mit livs største, mest ægte og rørende øjeblikke. Næsten tre timer med selveste Paul McCartney på orange scene, 80.000 mennesker! Jeg tror ikke der var én, der ikke blev bevæget af den 72 årige eks-beatle i går – hans optræden var intet mindre end fabelagtigt. Det var ekstremt stort og følsomt, selv Paul fik blanke øjne under Hey Jude, hvor publikum hyldede ham med sang fra alle sider.
Man siger at musikken kan samle mennesker, og det blev i hvert fald bekræftet i går, for sikke en fællesskabs følelse, unge som gamle. Ingen tvivl om, at i går var en af de aftner der ramte dybt. Jeg bliver stadigvæk helt nostalgisk og rørt, bare ved tanken om hans version af Carry That Weight eller legendariske Let It Be.
Jeg hedder Carla og er en 18-årig gymnasieelev fra Silkeborg. Musik-entusiast, samfundskritisk og kreativ. Jeg er meget betaget af de to guldårtier 60-70'erne, derfor navnet Retrocarla. De to årtier trækker en rød tråd gennem min blog, og gennem den musik jeg skriver om.