Bedste albums 2017

5: Bloodshot 

EP by Albin Lee Meldau

bloodshot-ep

Albin Lee Meldau rummer både finesse og skrøbelighed på EP’en Bloodshot. De soul-amaricana-inspirerede elementer, samt en sjælden vokal der leder tankerne mod Hozier og Jake Bugg fungerer eminent godt i mine ører. Et intenst og storladent lille mesterværk.

4: Love What Survives 

Album By Mount Kimbie

lovewhatsurvives

Mount Kimbie og King Krule (der også er featuring på albummet) har i 2017 i den grad eksperimenteret med at nedbryde rammer om musikken og skabe nye lydbilleder i et elektronisk format. Love What Survives rummer en ekstremt legende og organisk lyd, med et virvar af detaljer, når man kradser lidt i den rå overflade. Et værk der kræver mange gennemlytninger, men som i den grad er værd at dykke ned i, alle de gange det kræves.


3: A Deeper Understanding

Album By The War On Drugs

600x600bb-2

Et psykedelisk og drømmende lydbillede, der camouflerer tekst og overgange, er hvad der for mig karakteriserer det anmelderroste album, A Deeper Understanding. Den komplekse grad af musikalitet forekommer let tilgængelig for ethvert ører med hang ensomhed, melankolske kærlighedshistorier og til slut 80’ernes rock-lyd. Stemningen er sat fra første sekund, og ændres ikke på noget tidspunkt, men dvæler ved selvsamme stilstand, hele pladen igennem. Netop den dvælende stilstand, gør værket til et sammenhængende instrumentalt koncept. En dvælen, der tillader lytteren at gå til og fra musikken, uden at misse pointen. En drømmende bølge man bare skal springe på, og lade alting omkring passere forbi.

 

2: Warhaus

Album By Warhaus

album

Warhaus har både i kunstnernavn og med deres nye, selvbetitlede album, Warhaus, været en af mine største opture i 2017. Jeg har et klart billede af tilblivelsen af den i øvrigt, ekstremt velproducerede plade. Dovne tømmermænd, tyk cigarrøg, en tung bas og en ambitiøs, dog tilbagelænet stemning af at have al tid i verden- hvilket selvfølgelig er, hvad pladen lyder af. Coolness og dovenskab så det næsten er for meget, samt en nærmest kvalmende vulgær instilling til tekst og stemning. Men Warhaus formår nu alligevel at skabe stemningen så gennemført figurativt, at dovenskaben bliver så behagelig i mine øre, at jeg endnu ikke har formået at slippe den.

 

 

1: The OOZ

Album By King Krule

the-ooz_king-krule

Archy Marshall under Alias King Krule, udgav i 2013 debutalbummt 6 Feet Beneath The Moon. En vred rødhåret gut, i mit hovedet, klart afbilledet med en kronisk cigaret i munden og ansigtet lagt i de rette ligegyldigheds-folder, som kun en hårdhudet teenager formår at gøre det. Nu mestrer han at kontrollerer vreden og det rå lydbillede, så musikken eksploderer lige der, hvor den er mest ekspressiv. King Krule vader tilbagelænet gennem sin musik, som var han på vej på toilettet, så naturligt forekommer musikken ham. Han høres i glimt i en sagte hvisken, for pludselig at brage frem til overfladen med et voldeligt spetakel, og så forsvinde i lyden af sin egen, tågede mumlen. Man har ham kun momentvis.. Han dvæler sjældent ved én tilstand i musikken, og når han for alvor kommer op til overfladen, er det skræmmende stærkt.

King Krule spinder et mystisk atmosfærisk spind om sig selv, der vel nærmest magnetiserer øret. Med The Ooz, en legende og rå genistreg, har King Krule for alvor formået at skrive sig ind i musikhistorien som et nyt indspark i den eksperimenterende rockmusik.

 

 

   

Alice Phoebe Lou

“Sometimes god steps into my Youtube suggestions”, står der skrevet I kommentarfeltet på videoen.

Alice Phoebe Lou. Hendes stemme er næsten mere vanedannende end brunkager og æbleskiver. Med en ensomhed som Tina Dickows og et musikalsk følelsesregister så bredt som Joni Mitchells, har frostfestival aktuelle Alice Phoebe Lou, sneget sig ind i mit musikhjerte. Lyt selv efter, det kan være hun også sniger sig ind på dit. 🙂

 

Mere af Alice Phoebe Lou:
        

   

Naja Rosa om livet i Savage Rose og musikken udenfor bandet

 Jeg har stillet Naja Rosa Koppel en række spørgsmål om hendes tilgang til musikken, den musikalske udvikling og om livet i The Savage Rose.

najakoppel-e1465756262815

Hvordan forholder du dig til din egen musik, når du er en del af Savage Rose? De to går ret godt i spænd, og jeg føler at min musik er en gren af et stort træ, med en masse musik. Jeg vokset op i The Savage Rose, så det har altid været en naturlig del af mit liv, og derfra er jeg vokset videre, og min egen musik er vokset, samtidig med at de to ting fletter sig sammen og bliver til en stor helhed. Og så er det jo spændende at være med i to bands, der har hver sin virkning og man kan have hver sin betydning i og for.

Tror du også du havde lyst til at være en del af Savage Rose, hvis ikke du var vokset op med bandet og musikken? Hehe, det er jo et godt og stort spørgsmål. For hvem og hvad ville jeg have været hvis jeg var født som en anden? Og ikke havde været med i The Savage Rose fra barnsben. Så havde jeg jo været et helt andet menneske. Men hvis jeg var inde i musik som jeg er nu, tror jeg helt sikkert at jeg gerne ville være en del af det selvom jeg ikke var født ind i det. Det er jo fantastisk, stort og rørende musik. Forhåbentligt ville jeg stadig kunne mærke den store betydning musikken har.

Savage Rose er et stykke af Danmarks musikhistorie. En historie man ofte forbinder med Anisette og Thomas Koppel. Er det 70’ernes historiske Savage Rose bandet vil efterleve i dag, eller en nyere udgave af bandet? The Savage Rose har jo altid været i en evig udvikling. Det er også det jeg synes der er en af de meget fascinerende ting ved bandet. At rødderne altid er intakte, at hele historien er med, men at musikken samtidig udvikler sig, hele tiden, og med de musikere som er med idag. Som bortset fra min mor, jo ikke engang var født da bandet blev grundlagt, men samtidig er vokset op med musikken, så der er forståelse for hvor det hele kommer fra, men også for at kunne bringe nye elementer og bevægelse ind. Det er altid en fest på scenen, og ikke mindst med min mor, der bringer styrken og historien videre, samtidig med at det er nyt og frækt og sejt, og med et intenst nærvær der kan ramme både unge, gamle og alt det midt imellem.

Du har succes med din egen musik, og har udgivet tre plader. Hvorfor vælger du at turnere rundt med Savage Rose, når du har skudt din egen solokarrierer i gang med succes? Hvad giver det dig? Som nævnt tidligere føles det som en meget naturlig balance gang at være med i de to bands. Mit eget band, som jeg arbejder på sammen med min kæreste Anders Holm (som også både er trommeslager i Naja Rosa og The Savage Rose) – og i The Savage Rose, hvor jeg er korpige men også er med til at skrive og komponere sangene, og hele den store kreative del. Med mit eget band er det jo mig og min kærestes visioner, og vi kan arbejde på det når vi er i New York hvor vi bor, og prøve ting af, og være helt på vores egen kreativitet. Udforske og søge nye ting. Og så er der jo hele live delen, hvor jeg kan stå frem på scenen og være katalysatoren i min egen musik, jeg elsker også at stå fremme på scenen og synge mit hjerte ud. Med The Savage Rose er det fantastisk at være del af så stor en historie, og energi, og jeg har jo været en fast del af bandet i nu snart 20 år, og ville ikke være foruden det. Det er også en stor ting for mig at skrive sange til min mor, og mærke hendes store energi og stemme folde sig ud på scenen og dele det med et publikum som måske har været med i 50 år. Så begge ting kan noget forskelligt, men komplimenterer hinanden rigtig godt.

Ville din egen musik være en anden, hvis ikke du var vokset op til lyden af Savage Rose? Det ville den helt sikkert. Når man er så integreret i musikken (fra The Savage Rose) som jeg er, så kan det ikke andet en at blive en del af en, og også af ens egen musik. Men det er også et fantastisk grundlag at have, og så søge ud og finde noget nyt og ens helt egen lyd derfra.

Hvordan adskiller du den musik du skriver til Savage Rose, og de sange du skriver til  dine egne albums? Når jeg skriver sange, eller skriver med min mor og Anders, så er der ligesom noget i melodierne der siger, “hov den er vist til Savage Rose den der”. Eller den er til “Naja Rosa”. Nogengange kan min mor også finde på at sige, “Den vil jeg have” og så må man jo overgive sig, hihi. Men det plejer at komme meget naturligt. Anders sidder også tit og producerer tracks, og der bliver det meget tydeligt om det er til Savage Rose eller Naja Rosa.

Bliver du ved med at udvikle dig og lære nyt i Savage Rose og hvordan undgår du at det bliver den samme gamle sang, om og om? Ja det gør jeg bestemt! Det er jo en evig udvikling, og det er helt fra livet selv, til musikken. Og min plads i Savage Rose har også ændret sig meget i de 20 år jeg har været med, på en naturlig måde, så jeg er mere inde over det hele nu, hvor da jeg var 17 år, handlede det mere om “bare” at være kor pige. Men det er et band i konstant udvikling, og vi skriver nye sange hele tiden, og i år spillede vi bl.a. på Orange Scene på Roskilde Festival, og næste år skal vi bl.a. til Spanien og spille, så der synes altid at være nye eventyr i sigte. Heldigvis bevæger musikken sig konstant, så det bliver aldrig kedeligt. Og den energi der er på scenen når vi spiller er også altid ny, så der opstår nærmest en magi, og ikke mindst med publikum som også udvikler sig, og hvor nye og yngre generationer kommer til hele tiden.

Tror du, trods bandets alder, at i kan fortsætte med samme engagement i bandet og i musikken mange år frem? Ja, det tror jeg helt sikkert. Der er så meget energi og vilje, og det ser jeg ikke stoppe i den nærmeste fremtid. Min mor som jo trods alt er den ældste i bandet, har en styrke der er sjældent set hvis du spørger mig, og hun overrasker mig og jeg tror de fleste andre når hun træder på scenen med den power og nærvær hun har. Vi er motiverede og inspirerede og glæder os til alt det der skal ske fremover. Og det er jo smukt at kunne dele med sin familie på den måde vi gør.

 

   

Rolling Stone musik podcast

Efter at have ligget i den italienske sol i en uges tid, er jeg på banen igen med et par brune ben og en lille anbefaling. Jeg vil næsten vove at påstå, at jeg bruger en tredjedel af mine vågne timer med en podcast i ørerne. Stærke sager, det er helt til at blive afhængig af. På det seneste har særligt min ny-opdagede podcast serie fyldt min øregang.

Rolling Stone Music Now har lavet deres egen musik-podcast, hvor forskellige skribenter diskuterer diverse emner indenfor musik. Heriblandt snak om nye udgivelser, interviews, radio-biografier og nogle af de helt store spørgsmål i tidens musik. De tre jeg, indtil videre, har fundet mest givende og interessante finder du nedenfor.

600x600bb

 

Music & Activism: When do they go together? Her!

 

Is rock dead? An intense debate. Her!

 

Radiohead: The making of OK Computer. Her!

 

   

Carl Emil Petersen – Natradio

d6824a60c4e765ff440135836ab29932

★ ★ ★ ★ ★ ★ ☆

Carl Emil Petersen er en lande-poet. Han har provokeret, fået tårende til at trille og lagt stemme til mange ungdomsfester. Da Ulige Numre brød op, lagde Carl Emil også en enorm byrde på egne skuldre. Den følelse han og bandet har givet danskerne gennem de sidste fem år, bliver nu krævet af ene og alene forsangeren. Som nu ikke længere er forsangeren, men artisten.

Natradio er da også endnu et bevis på, at Petersen er en af Danmarks største, nulevende poeter. Han har formet sit eget sprog i det danske. Et sprog der står endnu skarpere og mere personligt end på pladerne med UN. Han er modig og graver langt dybere, end han før hen har turdet. Han vover endda at nævne sit egen navn, i ’Fanget I Ungdommen’. Her kunne tråden nemt have knækket over i en lidt for kvalmende følsom melodi, men de instrumentale, momentvis mere rockede elementer kommer ham i forkøbet og skaber kontrast og distance til teksten. En distance, der ind imellem er nødvendig, når musikken kravler så langt ind under huden, at man næsten har brug for et øjeblik til at puste ud.

Kontraster er et gennemgående element på pladen, fordi de sødmefulde så vel som smertefulde sange nemt kunne lyde ens på pladen. Heldigvis formår Carl Emil konstant at fange øret på ny, og dvæler aldrig for længe ved det, der svæver så fint og tæt på ham selv. Skiftet mellem en poppet og en rocket lyd, der ind imellem nærmer sig de velkendte Ulige Numre, men som hurtigt trækker sig væk og ind i Carl Emils egen lyd igen.

Natradio er et eminent modigt værk, fordi Carl Emil Petersen har valgt at gå imod det billede der er blevet tegnet af ham selv i medierne; den samfundskritiske rockstjerne der svæver langt over København.

I stedet for at kigge udover København og resten af det danske land, så gør han det modsatte. Han dykker ned i sin egen sorg over bruddet med både kæresten og ungdomsbandet. Han følger intuitivt en vej, der giver teksterne mulighed for at blomstre og vokse på ny. Sjældent har det danske sprog kredset så smukt og ømt om bruddet med en fortid, og netop af den grund, uddeler jeg albummet 6 ud af 7 stjerner. Og det er ikke så lidt.