Navneløs // UNGE DRØMME & INSPIRATIONSKILDER 01

Navneløs er et nyere dansk band, som med en EP og to albums på bagen, efterhånden har sat et pænt spor i ny dansk musik. Et band jeg tidligere har skrevet om, bl.a. deres nyeste album LAVA, som du kan læse om her.

Jeg har fået den ære at stille et af medlemmerne fra Navneløs, Andreas Ledet (guitar) nogle spørgsmål omkring musikdrømme og inspirationskilder. 

portrc3a6tter-fc3a6lles_8

Helt overordnet, hvad betyder musik for dig? Er det en nødvendighed eller en hobby?
Det kommer lidt an på, om man taler om musik generelt eller om at spille musik. Jeg tror ikke som sådan, at det er en nødvendighed for mig at spille. Det er noget, jeg har gjort i det meste af mit liv, og det har betydet meget for mig og været med til at forme mig som person. Derfor tror jeg også, at jeg altid vil spille i et eller andet omfang – men jeg har ingen ambitioner om at leve af at spille – ikke på landevejen i hvert fald. Jeg bruger meget mere tid og energi som musikforbruger end som musikudøver. Jeg ville langt hellere undvære den udøvende del end den lyttende del. Lige nu arbejder jeg for Universal Music, og hvis jeg fortsætter i dén bane, kommer jeg jo til at leve af musik – bare på en anden måde.
Hvornår og hvordan opstod drømmen om musikken for alvor?
Jeg tror, de fleste børn og unge, der spiller, har sådan en romantisk drøm om at være rockstjerner og stå på en stor scene. Det bliver bare aldrig rigtig alvor, fordi de fleste ikke ved, hvordan de skal komme ud med deres musik. For mig blev det alvor, da vi fandt sammen i Navneløs og fandt et fælles ambitionsniveau om, at det ikke bare skulle være et hyggeprojekt. Ved at arbejde hårdt for netop at gøre det til et seriøst projekt fik vi hele tiden en masse små succesoplevelser, som motiverede os til at blive ved med at følge drømmen.
Er det en drøm du har opnået i dag, eller det er det en drøm der fortsat står som et mål for fremtiden?
Der er nok i virkeligheden tale om flere drømme. Navneløs opfyldte nogle forskellige drømme og ambitioner. Vi har kørt hele projektet selv gennem 5 år. Det har været vores egen fortjeneste, at vi har kunnet stå på Roskilde Festival, at vi har arrangeret pop-up events på Spot, at vi tre gange har kunnet stå med vores egen helt nye vinyludgivelse i hånden og se den komme ud og blive rost i landsdækkende medier. Det er noget, vi er enormt stolte af at have gjort selv, og det har været en stor drøm for mig personligt – at skabe noget helt selv, som folk faktisk kan lide. Men musikken har stadig mange uopfyldte drømme for mig. Jeg vil gerne prøve kræfter i andre projekter. Jeg vil gerne lave pophits. Prøve noget helt andet.
Tror du at du som musiker, har en større indflydelse på samfundet og folk omkring dig, end hvis du ikke lavede musik?
Det kommer jo an på, hvad jeg ellers lavede. Hvis alternativet er slet ikke at lave noget, som kommer ud til folk, så ja, det mener jeg helt klart, at jeg/vi har. Når man laver noget, som der er forbrugere til – få som mange -, så vil det jo altid påvirke de mennesker, man når ud til.
Et eller flere albums der har haft stor betydning?
For Navneløs som band kan vi nok ikke komme udenom My Bloody Valentines “Loveless” og David Bowies “Low”. For mig personligt har der været meget forskelligt musik, som har været afgørende. Som pre-teenager var jeg kæmpe fan af danske bands som Mew, Kashmir og D.A.D. Var det ikke for plader som “Frengers” og “The Good Life” var min musikinteresse måske aldrig blevet til noget. Man skal ikke underkende den musik, der inspirerer én i de unge og formende år.
Hele Navneløs var på Klejtrup Musikefterskole. Var det et år der havde stor betydning for dine musikalske målsætninger og drømme?
Bestemt. Det var enormt givende at komme til et sted, hvor alle havde en fælles interesse og en fælles referenceramme. Det er uden tvivl det år, hvor jeg har spillet allermest – og det gør sig nok gældende for de fleste elever. For os i Navneløs var det jo især betydningsfuldt, fordi det var det, der bragte os sammen. Som sagt tidligere er musikdrømmene først blevet alvor, efter at Navneløs blev et middel til at føre dem ud i livet. Hvis ikke vi havde fundet hinanden på Klejtrup, er der i hvert fald nogen af os – mig selv inklusiv -, der måske aldrig havde gjort noget alvor ud af musikken.
Hvornår opdagede du at Navneløs kunne noget særligt?
Jeg tror, at det meste af bandet er enige om, at “åbenbaringen” kom, da der lige pludselig var nogen, der anmeldte vores EP – tilmed meget positivt. Vi havde ikke regnet med, at nogen ville tage den så alvorligt, og havde derfor slet ikke overvejet, at den ville blive anmeldt. Lige pludselig blev vi taget seriøst.
Tror du talent er en nødvendighed for at kunne leve af musikken?
Talent er vigtigt. Men hårdt arbejde, ambitioner og held er (meget) vigtigere i mine øjne. Der er rigtig mange talentfulde bands rundt omkring, som aldrig kommer videre, fordi de ikke sørger for at tage sig selv alvorligt, ikke promoverer deres musik ordentligt eller ikke kender branchen. Det kræver noget grundigt benarbejde, hvis ikke man er så priviligeret at kende nogen, som kan sørge for det hele. Det kan virke meget banalt, men professionalisme og ambitioner er virkelig afgørende for, om dit band bliver anset som et ligegyldigt gymnasieband eller et lovende indspark i vækstlaget. Hvis man ikke tager sig selv seriøst, er der heller ikke nogen andre, der gør det.
Hvis du kunne sige noget til en yngre Andreas med musik-drømme, hvad skulle det så være?
Sug mere viden til dig. Lyt til mere forskellig musik og undersøg, hvordan branchen virker og hvad andre kunstnere har gjort “behind-the-scenes” for at få succes. Vær forberedt på, at hvis noget skal gøres ordentligt, så kommer man som regel til at gøre det selv.
Lyt til Navneløs nyeste album Lava HER

 

   

NYT MUSIKPROJEKT PÅ BLOGGEN // UNGE DRØMME & INSPIRSTIONSKILDER

NYT MUSIK PROJEKT

Kære Bloggen, jeg er glad for at kunne fortælle jer at jeg har arbejdet på et nyt projekt på bloggen, der kommer til at handle om MUSIK. Eller rettere – musikere.

Jeg har fået kontakt til en håndfuld dygtige, danske musikere, og fået muligheden for at stille dem nogle spørgsmål omkring inspiration og musik-drømme. Hvilket album har haft størst betydning, hvilke musikere har de kunnet identificere sig med, og hvordan kom de videre fra at være unge drømmere, til at kunne kalde sig selv for musikere. Jeg kan fortælle at det bl.a. er bands jeg tidligere har skrevet om.

Hæng på!

tumblr_obwvg9MJJi1rpqdi8o1_500

Månedens album 01 – LAVA

0006698117_10

Roser, lommesmuld og drømmelyd er hvad Navneløs album fra April b.la. byder på. Det er psykedelisk, 80’er vibet og meget indie moderne. Et mix, jeg egentlig godt kan lide. 

Navneløs er et af de bands, som er meget uafklarede genremessigt. Jeg kan godt lide deres udefinerede lyd, og deres tekster som ofte foregår i et finurligt billedsprog. Det kommer især til udtryk på LAVA, fordi lyden konstant virker til at svæve rundt på en sky blandt stjerner og røelsespinde. Ind imellem på pladen, under bl.a. Bukseløs, falder lidt af det smukke af. En sang der lever op til sit navn. Bukserne mangler, der mangler noget kant. En ramme om den lange smøre af flyvsk og drømmene musik og tekst.

Derudover er der tracks som jeg beundre og kan blive med at finde nye perspektiver i. En Dans På Roser, eller Nedsmeltning, med en særlig og avanceret melodi.

For mig er Navneløs særlige, fordi de formår at smelte musik og text sammen, på næsten smuk vis. Alt sammen filterløst og nøgent. Ind imellem er det som om kontrasten mellem musik og text alligevel bliver for minimal.

Alt i alt en god plade, med masser af TID til at lytte efter. Lange numre, interessante tekster, samt en særlig klang og stemning. Derudover er jeg vild med Lin Rosenbecks vokal.

Lyt til LAVA lige HER

Du kan også følge mig på Spotify HER

   

Back at it again w. Retrocarla

Siden sidst er der sket en masse. Både rundt om mig men også inde i mit hoved. Virvar, struktur og så virvar igen. As always. Jeg bor i Danmark igen, har fået en hundehvalp, genoptaget gamle men også fundet nye venskaber og jeg glædet mig over, men også grædt over at være ’dansker’ igen.

Jeg har ikke tid til de ting jeg gerne vil, fordi jeg er startet på gymnasiet. Endda nogle af de ting, jeg aller aller helst vil, har jeg ikke tid til. Eller overskud til, når jeg kommer hjem kl. Fire og er TRÆT.

Jeg kunne sagtens vælge bare at lade gymnasiet glide forbi som det gør nu, med venner, lektier, fester m.v. og når så jeg har tid til mig selv, spiller jeg guitar eller ser film. Men jeg mangler bare noget – og jeg kan mærke det!

Bloggen er mit kreative rum, som er en virkelig nødvendighed for mig – tror jeg nok. I hvert fald kan jeg ikke slippe den helt, selvom jeg ikke har skrevet eller haft overskudet til at opdatere længe. Jeg har også haft brug for at sætte ramme om mine emner på bloggen, og brugt det som undskyldning for ikke at lave noget.  Men jeg tror min ramme bliver, at der ikke er nogen ramme. Fordi hvad er et kreativt rum eller en blå sky, hvis man putter en ramme nedover.

Med det vil jeg sige tak og sorry til dem, der har tjekket bloggen i mens jeg har boet i Kansas. I giver ikke så nemt op, må man sige. Nu er der comeback!

vi ses snart

ee2161246ece7f4379c62ed6d571e037

3 film der gjorde indtryk #01

Jeg er en film-fanatiker, så derfor vil jeg gerne dele nogle af de film, der gør og har gjort størst indtryk på mig. Gamle som nye. De sidste år har jeg samlet en del yndlinge, nu får i de tre første. Så find elkedel, te-breve og chokoladekiks frem. Velbekomme!

Boyhood

Boyhood er en særlig filmperle fordi den var filmet og produceret henover 12 år (2002-2014), hvor man følger den amerikanske dreng Mason, på hans vej gennem venskaber, forældres skilsmisse, uddannelse og den første kærlighed. Det er ikke en film jeg har funderet længe over efterfølgende, eller har haft behov for at diskutere eller snakke om. Den står meget simpel og enkelt. Hele set-uppet er så ærligt at det næsten gør ondt. At man følger casting-settet gennem 12 år gjorde for mig, at jeg følte mig tæt ind på livet af hovedpersonen, og følte at jeg kunne relatere til de succer og problemer han støder ind i.

film1

Itsi Bitsi/Steppeulven

Eik Skaløe er en af mine forbilleder, derfor var jeg også meget begejstret da filmen kom ud i 2014, og jeg endda fik lov at sponsorere den. Filmen foregår omkring 1965-68, lige midt i store hippie opgør i Danmark. Den handler om hvordan ungdomsopgør, poesi, stoffer og kærlighed påvirker unge Eik, og om hvordan han dannede bandet Steppeulvene, og satte en milepæle i dansk musik, med den dansksprogede rockplade HIP. Eik  drømmer om at ændre verden til noget bedre, og om at gøre sig fri – mens han samtidig har det meget svært. Der er lagt meget fokus på Eiks store kærligheden til Iben, som han ikke kan binde sig til, fordi målet var at frigøre sig fra ejerskab, også når det kom til kærlighed. En både lykkelig og ulykkelig fortælling, som enhver dansker bør få set.

stepp

Stille Hjerte

En dansk familie samles en efterårsweekend på fyn, for at tage afsked med moderen Esther(Ghita Nørby). Hun lider af sygdommen ALS og har besluttet sammen med sin mand, at modtage aktiv dødshjælp, før sygdommen rammer hende yderligere. Den tætte historie folder sig ud, og ender i et stort drama, fordi storesøster Heidi(Paprika Steen og lillesøster Sanne(Danica Curcic) er uenige om hvorvidt moderen skal have lov at modtage aktiv dødhjælp eller ej. En nordisk fortættet film, der indebære en masse sjove men også stille og rørende scener henover en enkelt weekend. Filmen er instrueret af August Bille, som er en af mine absolutte favorit instruktører herhjemme.

stille

 

 

 

 

 

 

6 Ting der skete i hovedet på Carla // Et år i Kansas

usat

1 – Det hårdeste arbejde i verden, er at ændre sig selv

Sådan som Eik Skaløe sagde det, da han ville ændre verden. Det hårdeste men også mest nødvendige som udvesklingsstudent. Man kan ikke bare træde ind i en ny kultur og tro, at de alle sammen syntes det er OK at at fyre danske, selvironiske jokes af, gå med croptop, bruge sin middlefinger som kærligheds-erklæring eller sige højt at Obama-care er cool, uden at få nogle mentale tæsk. Ups!

2- AT HOLDE SIN MUND

Som efterfølger at nr.1. Jeg kan godt lide at diskutere emner med folk om f.eks. statsministeren, uddannelsessystemet eller bare lige at vende verdenssituationen med én, der syntes noget andet end mig. Så bliver begge parter klogere på både emnet og på hinanden – fedt! Sådan er det ikke altid i USA. Her er man gerne venner med dem, der syntes det samme som en selv, og så skal det ikke diskuteres. Men man kan såmænd godt diskutere med én, som ikke er ens ven. Men så bliver man altså heller ikke venner i fremtiden. Ups igen!

3- At værdsætte

Hold nu op hvor var prom, graduation og homecoming fedt! Men for mig har det fedeste været, at hver gang jeg har været mega stresset med dumme government-tests, savnet Danmark eller følt mig helt alene og lille bitte midt i kæmpe store USA, har der altid været mennesker til at samle mig op, og få skubbet mig tilbage på sporet. Jeg har mødt verdens bedste mennesker og dem har jeg lært at værdsætte, og sætte pris på, mere end noget andet.

4- Min indentitet

For et år siden, havde jeg ligesom fundet en ro i mig selv, efter at have afsluttet folkeskolen. Jeg følte mig ret voksen og moden, og havde nogle klare ideer om hvem jeg var og hvad jeg gerne ville. Det eneste jeg er sikker på nu, er at jeg er fra Danmark, jeg har meget langt hår og så kan jeg godt lide musik. Velkommen identitets-krise, pis også!!

5- JAMEN DU ER JO DANSKER!

I starten af året sagde jeg meget ofte ‘NO WAY, we do/eat/ say/like/have that in Denmark too!’. Jeg var forbløffet over, hvor ens vi alle sammen er, selvom vi bor mange tusind kilometer fra hinanden og snakker vidt forskellige sprog. Jeg har oppe i mit hoved, gjort nogle af de globale værdier til danske værdier, fordi jeg ikke vidste bedre. Det gør jeg nu, og selvom vi ikke alle sammen er danskere, så er vi alle sammen mennesker. (clichè, clichè – men den er god nok.)

6- Danmark er DEJLIGT

Nogen gange er det svært at forholde sig til, hvor stort et land USA det er. Så mange kulture. Der er alt fra cowboys, til anti-cowboys. I hvert fald i Kansas. Så kan jeg godt nyde at jeg er fra Danmark, og at det ikke tager mere end fire timer og tyve minutter fra Skagen til Tønder i bil. Danmark ér dejligt!

   

70’er drøm på Spotify

Jeg elsker musik fra 70’erne. For mig er slut 60’er og de tidlige 70’ere de år, hvor der rent musikalsk skete mest, fordi tiden var meget eksperimenterende. Der er så meget, der kendetegner musik fra 70’erne. Så meget, at jeg ikke engang fik plads til Wish You Were Here.

Enjoy 🙂

Følg mig på Spotify her

 

Hippie ano 2016 – Hvordan skal det tolkes?

1969 soooo groovy:

Hipster, genbrugs-narkoman, boheme-inspireret eller bare moderne hippie. Hvad skal man egentlig kalde dem, og hvorfor er der egentlig heller aldrig nogen der snakker om dem? Hvad er det egentlig? Hvad vil de? Vil de overhovedet noget?

Lige for tiden boomer det af et et kulturelt throw-back i ungdommen, en mode, en måde at være til på. De glade 60’ere og spraglede 70’ere har taget form igen. Dog i en særdeles anden form, end den man levede efter i de politiske, hash-rygende, nøgne, spirituelle og revolutionerende kollektivs dage, i de ægte og gyldne 60-70’ere. Disse modernister drikker kaffe, har LP’er hængene på væggen, skjorten er oversized og godt stoppet ned i et par højtaljede demin-et-eller-andet, på den helt rigtige måde. Pandehåret er klippet, eller også har man fået en rutineret ven til at trille nogle dreadlocks. De kan i særdeleshed godt lide Beatles, Bob Marley og måske lytter de også til Doors eller Led Zeppelin. Masser af huller i ørerne og gerne helt naturel og rødkindede.

De ligner alt andet lige, noget der var spyttet ud af en tidsmaskine. Men ér der virkelig en hippie-kultur på vej? Og hvorfor i alverden kan jeg være bekendt, at skrive så generaliserende og kaffe-pladder-overfladisk om så stor en håndfuld unge og individuelle mennesker?

Men det er fordi jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i tråden bag den her bølge af unge mennesker, der knytter sig til dage, der ikke er i dag. Og så alligevel, så kan jeg godt sætte mig lidt ind i det, fordi jeg også selv er enormt draget og inspireret af de farverige og frie årtier, men jeg syntes ikke, at jeg forsøger at leve i den, eller hente den tilbage. Jeg har heller ikke pandehår eller ejer nogle højtaljede denim-et-eller-andet, drikker kaffe eller går på efterskole. Jeg har til gengæld syv huller i ørene og mit værelse tapetseret til med de fire Beatler, ejer en pladespiller og en kasse fuld af gamle vinyler. Men jeg syntes altså ikke, at jeg er nogen flipperrøv eller moderne hippie.

Og det er jeg ikke, fordi at jeg ikke venter på en atombombe, planlægger en landsvækkende ungdomsrevolution mod normerne og mod mine forældres generation, eller har ståsted og fatning nok til stå op for min politiske tro med hele mit liv. Fordi selvom at hippierne boede i kollektiv, havde gruppesex, drak kaffe og lyttede til Bob Dylan, er det jo ikke dét der gjorde dem til en særlig gruppe. Det er da hele idéen om frihed og deres tro på at ændre verden til det bedre. John Lennon blev heller ikke kendt på hans runde briller. Han blev kendt for hans mod og hans kamp for friheden, hvor prisen var hans liv (og for at være medlem af The Beatles, self.)

For mig er det i hvert fald dét der kendetegner og fastholder idéen om hippierne i 60-70’erne. Så kan det da godt være at musikken var genial og at tøjet var loose og farverigt. Musikken talte til folk, fordi der var en POWER og en VILJE bag ordene. Tøjet var loose og farverigt fordi det handlede om at have det godt og om at være glad inden i, mere end det var en trend. Man ville væk fra idéen om altid at skulle være og at skulle følge, og det er netop på det grundlag, at hippie-kulturen opstod. Jeg syntes det er interessant, hvordan 60-70’erne lige pludselig, netop ér blevet noget man skal følge. På den ene side er ideen blevet enormt mistolket, og så kan jeg godt føle, at alt det der betød noget, pludselig er blevet til en simpel overflade, skabt af dumme trends og idéen om at genskabe noget, uden noget element at skabe på. På den anden side, kan jeg også se på tiden som den modefanatiker jeg også er, og se alle de muligheder og fashion-elementer som har været enormt givende og til stor inspiration for både jeg selv og for modeindustrien.

Og selvom disse her ’moderne hippier’ måske bruger mere tid på at synge med på Three Little Birds og drømme om at rejse jorden rundt, så syntes jeg alligevel det bliver spændende at se, om der måske bliver formet en reel idé bag, eller bygget videre på denne her trend. Jeg er nysgerrig, men også skeptisk. Skeptisk fordi at tiden går, og fordi vi er mennesker som konstant udvikler os. At gå af den samme sti som vi gik af for 40 år siden, kommer ikke til at gavne vores verden i dag, lige meget hvor meget vi romantiserer fortiden. Men at lære af vores dumheder og vokse af nogle tanker og idéer, der måske aldrig nåede deres mål, dét syntes jeg er en smuk tanke.

Peace Out i hvert fald 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

MADE IN DENMARK

DSC_0140

I Danmark er klokken to minutter i ni, det er lyst og morgen. I Kansas er den to minutter i to, midt om natten. Jeg tænker på hvordan alle mine venner er vågne, og har deres første moduler på efterskolen eller gymnasiet. Mine forældre er på arbejde, deres morgen er nok fuld af morgenkaffe og møder. Det er torsdag i Danmark, her føltes det stadigvæk som onsdag.

Jeg er så DANSK, og hvor er det tydeligt lige pludselig. Jeg har været væk i 9 måneder, og jeg har lært en masse om de mennesker der lever omkring mig nu. Men jeg har også lært en masse om alt der plejede at omringe mig, alt det danske. Jeg havde ingen ide om, hvor meget Danmark fylder og betyder inde i mig.

Nationalitet ligger dybere end vi går og tror. Selvom at jeg kan føle at verden ligger for mine fødder, vil jeg altid have en stor elastik bundet til mine ben, som automatisk vil swuppe mig hjem igen, når elastikken bliver for stram. Hjem til Gasolin, blå gajol, DR1, dronningens nytårstale, jordbær med fløde og til mit DANSKE røde flag.

John Lennon synger ‘imagine there’s no countries, it’s easy if you try’, en sætning jeg troede på, før jeg rejste til Kansas. Det lyder så retfærdigt og enkelt. Men hvor var vores baggrund og historie blevet af, hvis ikke der fandtes nogle landegrænser eller nationale opdelinger? Jeg tror det er vigtigt at høre til. Før jeg rejste, følte jeg mig klemt inde imellem grønne marker, dumme legoklodser og hellige politikere med lange næser. Nu kan jeg længes efter alt det, jeg før følte mig begrænset og spærret inde af. Nationalitet er vores main line, alle vores vigtigste værdier, som jeg håber at elastikken vil blive ved med at huske os på.

   

Fra idylisk Danmark til naturkatastrofe i Kansas

ild

Klokken er 8.49 om morgenen, og jeg det er 210 dage siden jeg forlod mit hjem i Jylland, og drog afsted mod et nyt liv i midtstaten Kansas. Livet gaar op og ned med lynets hast, med store kultur kontraster, men ogsaa foelelsen af at have fundet hjem, et sted langt vaek fra Danmark.

I gaar ved fem tiden loeb jeg rundt med roeg i oejnene, og pakkede alting ned. En stor steppebrand der paa det tidspunkt havde varet to dage, havde bevaeget sig helt taet op af min lille by Medicine Lodge. Himlen var moerk, luften forvekslet med tyk os roeg, og solen forsvandt bag alt det graa. Aske hvirvlede rundt, og mennesker loeb frem og tilbage med vaerdigenstande. Jeg panikkede, og ville gerne hjem til Danmark og til det groenne foraar. Paa det tidspunk anede jeg ikke om ilden havde omringet os, eller om ilden kun kom fra en side af.

Faren kom saa taet paa, et sted saa langt vaek fra min groenne plet i europa. Ilden braendte huse, land og dyr, men ikke min lille by. Det var skraemmende ikke at vide om vi var omringet af flammer, eller om alt det orange jeg kunne se, var flere mil vaek. Men selvom jeg var bange og foelte mig fremmed i situationen, var det endnu er oplevelse jeg ikke glemmer. Livet gaar videre, og i dag – 13 timer senere er alle os der ikke flygtede vaek i bil, igen tilbage i skole.

Jeg havde aldrig troet at skulle finde mig selv midt i en naturkatastrofe. Opleve hvor barske og staerke kraefter der findes, som ikke engang mennesket kan kontrollere. Maaske er det meget godt at blive mindet om, i vores verden med angst for Donald Trump og Islamisk Stat. Verden er mere end bare mennesker.

 

Good mornings in Kansas // Playlist

Jeg naesten altid mut naar jeg vaagner, og kommer egentlig foerst saadan rigtig i godt humoer, naar jeg har spist morgenmad og gjort mig klar til dagen. Det er ret dumt, fordi jeg egentlig rigtig godt kan lide min hverdag, men saadan er jeg aabenbart indbygget. Her hjaelper blandt andre Julia Stone, Crosby, Stills Nash & Young og Ryan Adams.

Jeg glaeder mig naesten til at vaagne!

 

10 small thoughts // Kansas-Living

 

7e968aff69cab2acd8d8a0aec800d0ee

1: Jeg kan ikke undvaere dansk musik, selvom jeg proevede at holde mig vaek de foerste 14 dage. Nikolaj Noerlund, Ulige numre og Gasolin .. i can’t stay away!

2: Jeg er IKKE blevet country-addict – endnu

3: Hvor end du gaar hen, bliver du tilbudt cheddar paa din mad ..

4: Alle syntes jeg er en helt paa guitar, hvilket er nice, fordi jeg egentlig talt ikke er saa god :p

5: Jeg faar dagligt afvide af mennesker jeg aldrig har set foer, at ‘my hair look SOO beautiful’, eller ‘Your outfit is ON point today’, generelt er folk bare virkeligt soede til at komplimentere!

6: Volleyball er svaerre end det ser ud til, og jeg stinker til det!

7: Amerikanere kan VIRKELIG raabe hoejt, isaer naar de goer klar til football-games .. Og jeg elsker det!

8: Alle high school students elsker billeder! Jeg har vaeret til hele fem shoots allerede, og det var bare mine volley-billeder, jeg mangler stadigvaek junior-pictures. Jeg faar helt ondt i kinderne!

9: Trods de konstant 28+ grader, er jeg blevet forkoelet. Der er nemlig vildt koldt, lige saa snart man gaar indenfor, isaer paa resturanterne. Jeg gaar faktisk i sweater og lange bukser i skole.

10: Jeg er efterhaanden blevet skolens skandinaviske viking, saadan er det at vaere dansker herovre (-: