Idolernes idoler // TÅRN om Radiohead

Top fem DANSKE albums anno 2016

5: Navneløs – LAVA

Navneløs udgav deres andet album, LAVA i marts; den svære to’er, og så alligevel ikke. LAVA er blevet kastet rundt i bokseringen af kritikerne, på godt og på ondt. Et album med et overflødigt drømmende lydbillede, men med de momentvis magiske momenter, trækker albummet bandet op i helt nye højder. Ind imellem fumler den luftige ’art-pop’ sig vejen frem og ind i en symbiose, der forbinder det instrumentale med Lin Rosenbeck vokal, for så at ende ud i en strøm af flyvsk magi. Momenter, der understreger hvor Navneløs vil hen med deres sofistikerede lyd-univers. Hverdags-lyrikken skaber en kontrast til det flyvske, og gør musikken relevant og enormt nutidig. Noget, der i min optik, er Navneløs specialitet. Der hviler noget oldnordisk over det lille orkester, som skinner igennem i Lins luftige vokal og de små ord, der sætter sig fast i nethinden. »Har du tømt dine lommer for smuld? Saml det op! Tag det med! Tag dig sammen!« Et album der, trods alle de overflødige, lidt ufokuserede kompositioner, byder på noget, jeg ikke har kunne glemme.

4: Katinka – Lufthuller

Katinka kunne for nylig gå hjem med en steppeulv, og kalde sig Årets Håb. En titel, den 23’årige sangerinde i den grad har levet op til. Hun udgav i foråret  EP’en LUFTHULLER.  En række digte, hun efterfølgende har sat ukulele og melodi til. Katinka er en af de få, der får de dystre hverdagsbilleder til at klinge smukt og ærligt, uden det bliver en grød af selvynk. Hun kredser om en øm og hudløs melankoli, som ukulelen indrammer og understreger netop det, der er kernen i musikken; poesien. Nogle gange er det de simpleste midler der skal til, før musikken går op i en højere enhed.

3: Nikolaj Nørlund & Copenhagen Philharmonic Orchestra – Villa


Nørlund er en musiker, der kender sine svagheder. Derfor er det særligt stort, når netop Nørlund vælger at arbejde sammen med det 25 mand store Copenhagen Philharmonic Orchestra på pladen Villa. En ny kvalitet. Et album, spækket af melankoli og længsel. Nørlund, i en helt ny værktøjskasse.

2:Agnes Obel – Glass Citizen


Glass Citizen, må for mit vedkommende, være årest overraskelse. Jeg havde forventet mindre sirlighed og mere simpel klaver-melodi. Glass Citizen er flyvsk og ufokuseret. Tidens overflade af glas folder sig ud, gennem en mangfoldig stemmeføring og en kontrastfyldt komposition. Udover de ualmildeligt gode kompositioner, kan og vil teksterne også mere end tidligere, med deres nutidige tematikker og spøjse vinkler. Agnes Obel må være af et særligt begavet stof.

1: Folkeklubben – Slå Flint


Året helt store, danske succes. Et solidt album, der dufter af dansk jord, vesterhav og københavn på en sommerdag. Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmul Dall er uden tvivl spillemænd helt ud i lillefingeren, og noget siger mig, at de tre københavnere har spidset øre til lyden af de gamle, danske 70’er helte; Kim Larsen, Benny Holst og Sebastian. Der er noget folkeligt, noget rødt og hvidt over Folkeklubbens dansksprogede rock-univers, som ikke slipper nethinden. Coveret af Benny Holst klassikeren Blomsten og vasen, understreger albummets folkelige retning, sammen med deres hyldest til Torben Ulrich, Det perfekte slag. Et tidsløst album, der godt kunne gå hen og blive en af vor tids klassikere. Man ka’ i hvert fald håbe!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Idolernes idoler // TÅRN om Radiohead