Retrocarla på INSTAGRAM

Top 5 albums anno 2016

Image result for living on a high note

5: Livin’ On A High Note – Mavis Stamples

76 år gammel, and still livin’ on a high note. Et uhyre stabilt album, men bestemt så man kan holde til det. Mavis Stamples vokal er stærk, forældet og rusten, men på den helt rigtige måde. Albummets højdepunkt står lysende klart, med nummeret Jesus Lay Down Beside Me, skrevet og komponeret af Nick Cave. Derudover er titelnummeret High Note og følsomme Dedicated også værd at lytte særligt til. Et simpelt og solidt album, der står som et lysende lille mesterværk for 2016. Jeg takker, bukker og tager hatten af for Mavis Stamples.

Image result for a moon shaped pool

4: A Moon Shaped Pool – Radiohead

Forestil dig, at du dykker ned i en uendeligt dyb, moon shaped pool. Omkring dig findes et virvar af lyd, nogle øjeblikke smukkere end andre. Elektriske, eksperimenterende og et spektakulært detaljeret lydbillede. Ved udgangen af uendelighedens moon shaped pool, støder du på en helt ny lyd. Her kommer det aller fineste og skrøbelige øjeblik i løbet af din svømmetur. True Love Waits. Højdepunktet på albummet. Radiohead har virkelig gjort sig umage, og det er bestemt umagen værd. Et detaljevirvar der giver dybde, og som tryllebinder øret. Et album, der på intet tidspunkt fejler, men uden det bliver hverken for stabilt eller gennemskueligt. Udover True Love Waits, er det særligt værd at nævne intronummeret, hidsige Decks Dark og afdæmpede tinker tailor soldier sailor rich man poor man beggar man thief. 

Image result for blackstar album cover

3: Blackstar – David Bowie

2016 blev året, hvor musikken mistede flere store, forunderlige kunstnere. Heriblandt Sr David Bowie. Han havde måneder inden udgivelsen af Blackstar, været klar over at det ville blive hans sidste værk. Bowie er en af de få, hvis musik forældede med ynde. Aldrig stoppede han med at forny sig, og det skærer igennem på Blackstar. Et skævt, svært album. Ind imellem omfavnet af et detaljevivar, som på tittelnummeret Blackstar, og ind imellem mere simpelt, som på Lazarus. En kontrast mellem de simple og de mere svære og eksperimenterende numre, skaber flere dimensioner i albummet. Bowie’s tekster står stærkere end nogensinde, særligt på pladens absolutte højdepunkt, Lazarus. Jeg kan ikke komme på, hvordan Bowie på noget måde, kunne have sagt farvel og tak på anden, bedre vis. Et lysende mesterværk i nyere tids musikhistorie.

Image result for skeleton tree album cover

2: Skeleton Tree – Nick Cave & The Bad Seeds

Nick Caves søn, 15 årige Athur, mistede sidste år livet, da han faldt ud over en klippeskrænt. Albummet beabejder den sorg ulykken medførte, allerede fra albummets første sang, Jesus Alone. Her er der tydelige tegn i teksten, på at det er tabet af Arthur, som bærer tematikken. “You fell from the sky Crash landed in a field”, “With my voice I am calling you”, “You’re a young man waking Covered in blood that is not yours”. Nick Cave forsøger af finde en indre accept af tragedien, ved at bruge smukke metaforer, for hans søn i himmelen. Han tyr også til det bibelske i hans tekster. Særligt i Skeleton Tree, tittelnummeret, står lyrikken stærkt, og beskrivelserne af hans indre tomhed og sorg er fængende, næsten rørende. “I called out, i called out, right across the sea, but the echo comes back empty, and nothing is for free”. Skeleton Tree er det album, der i år har gjort størst indtryk på mig, gennem Nick Caves smukke, smukke og hudløst ærlige beskrivelser af hans vej gennem en sorg, der kan syntes uoverkommelig.

Image result for you want it darker album cover

1: You Want It Darker – Leonard Cohen

D. 7 november døde Leonard Cohen, og da det kom ud i pressen om morgenen d.10, græd vi salte tåre i havregrøden, hjemme hos os. Selvom både Skeleton Tree og Blackstar i realiteten burde stå som nr. 1, så vælger jeg at tro på, at det er den musik der formår at grave sig helt under huden på en, som altid vinder, når alt kommer til alt. Leonard Cohen er så og sige forældet med ynde, ligesom Bowie. Forskellen på de to er bare, at hvor Bowie har eksperimenteret og afprøvet musikken i næsten alle dens hjørner, har Cohen i sidste ende, simpelgjort hans musik, særligt teksterne. Det simple på albummet giver øret plads til at kredse om hver en tone og hvert et ord. Tematikken er som altid den samme, kærlighed, og begæret til den kærlighed, han ikke har. Men om det er kærligheden til et menneske, eller hans kærlighed til gud, skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror han synger til begge. Særligt skal Treaty, Leaving The Table, Travelling Light og On The Level fremhæves. Nu er jeg tom for ord, og jeg syntes du skal lade Cohen tale videre, gennem hans sidste, muligvis mest gennemførste album, You Want It Darker.

   

2 kommentarer

  • Blackstar var nok årets udgivelse efter min mening. Det er et helt igennem fantastisk, men vildt sørgeligt, album 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Retrocarla på INSTAGRAM