Nobel vinder Bob Dylan

wanna do it on my own

ung

Jeg har længe, over flere måneder faktisk, forsøgt at sætte ord på det her. Måske er det i dag, d. 21. Oktober klokken lidt over ni, at det endelig lykkedes. Måske ikke, jeg prøver.

Jeg hedder Carla, jeg er 17 år gammel og går i 1.g. Jeg har gjort mig nogle tanker om ungdommen i Danmark – overordnet set -, og selvom du garanteret ikke er enig i halvdelen af hvad jeg skriver, vil jeg bede dig læse det til ende alligevel.

Jeg har altid drømt rigtig meget, både om natten, men i høj grad også om dagen. Drømmer mig væk til en realitet, der ikke findes. Væk til en verden, hvor ting sker. Hvor mennesker sætter ting i bevægelse, i fællesskab. I 7. klasse begyndte jeg at høre Beatles, og sammen med John Lennon, stormede hele 60-70’er kulturen direkte ind i hjertet på mig, men også ind i de forventninger jeg havde, og stadigvæk har til min kommende ungdom. Jeg har ventet på dét, der ændrer mit syn på alt, dén der bevægelse i ungdommen, som kommer og giver os muligheden for at ændre på ting, ændre på hele verden måske. Ligesom studenter oprøret i 60’erne. Jeg har været stensikker på, at ungdom var noget af det stærkeste i verden. Jeg har også været stensikker på, at netop jeg, skulle starte det næste studenter oprør, endda italesat det med både familie og veninder, men aldrig spurgt mig selv, hvad jeg egentligt ville gøre oprør imod. Ikke at der ikke er noget, at være imod i Danmark. Jeg er i mod masser af ting, måske endda imod mere end jeg er for. 

Jeg vil så meget, på én og samme tid. Jeg vil gerne blive dygtig til at spille musik, snakke politik, male, skrive, have den helt rigtige bomber jacket og bare være dygtig til at være ung og rebelsk. Lige præcis som Eik Skaløe var det, bare på min måde.

Jeg fokuserer så meget på mit og andres billede af mig, at jeg helt glemmer det, som var min drøm. At ændre verden, i fællesskab. For hvem i alverden ændrer verden, mutters og ganske alene.

Jeg ønsker heller ikke, at søge efter et problem at gøre oprør i mod. Men jeg ønsker følelsen af, at unge mennesker er det stærkeste i verden. Om det så er sandt eller ej, kan være fuldkommen ligegyldigt. Jeg syntes, at vi alle sammen burde vende vores øjne væk fra de indre rebeller vi syntes vi skal være, og udvide horisonten. Hvad fanden er der egentlig også ved at være, syntes og ville noget, hvis ikke man GØR noget. Jeg syntes vi er blevet så multikulturelle, at vi næsten forsvinder i vores egen viden og villen, om alt det netop vi står for, som individer. Lige pludselig handler det hele om at ligne én og måske være en, der vil og kan ændre verden, mere end det handler om rent faktisk at gøre det.

Men hvor er fællesskabet, sådan for alvor. Er der overhovedet brug for et fællesskab, udover det fællesskab man føler, når man sammen kan blive enige om at Lars Løkke er dum og at den nye skolereform er dårlig. Eller at feminisme er toppen af poppen. Og hvad så? Hvad så nu? Så gror nogen deres armhulehår ud, og så er den flue smækket? Eller bliver medlem af et ungdomsparti og forsøger af sprede en eller anden farvet politik derigennem? Er vi i realiteten bare den perfekte, rummelige, multikulturelle og kreative generation med hipster-skæg, fjælrævs tasker, skide god musiksmag og den helt rigtige ‘vibe’ på instagram? Måske, men hvorfor er det så lige, at alting bliver italesat og delt på facebook, når intet bliver gjort? Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne være med til, i fællesskab, at finde ud af det.

Kh Carla

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Nobel vinder Bob Dylan