MADE IN DENMARK

Hippie ano 2016 – Hvordan skal det tolkes?

1969 soooo groovy:

Hipster, genbrugs-narkoman, boheme-inspireret eller bare moderne hippie. Hvad skal man egentlig kalde dem, og hvorfor er der egentlig heller aldrig nogen der snakker om dem? Hvad er det egentlig? Hvad vil de? Vil de overhovedet noget?

Lige for tiden boomer det af et et kulturelt throw-back i ungdommen, en mode, en måde at være til på. De glade 60’ere og spraglede 70’ere har taget form igen. Dog i en særdeles anden form, end den man levede efter i de politiske, hash-rygende, nøgne, spirituelle og revolutionerende kollektivs dage, i de ægte og gyldne 60-70’ere. Disse modernister drikker kaffe, har LP’er hængene på væggen, skjorten er oversized og godt stoppet ned i et par højtaljede demin-et-eller-andet, på den helt rigtige måde. Pandehåret er klippet, eller også har man fået en rutineret ven til at trille nogle dreadlocks. De kan i særdeleshed godt lide Beatles, Bob Marley og måske lytter de også til Doors eller Led Zeppelin. Masser af huller i ørerne og gerne helt naturel og rødkindede.

De ligner alt andet lige, noget der var spyttet ud af en tidsmaskine. Men ér der virkelig en hippie-kultur på vej? Og hvorfor i alverden kan jeg være bekendt, at skrive så generaliserende og kaffe-pladder-overfladisk om så stor en håndfuld unge og individuelle mennesker?

Men det er fordi jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i tråden bag den her bølge af unge mennesker, der knytter sig til dage, der ikke er i dag. Og så alligevel, så kan jeg godt sætte mig lidt ind i det, fordi jeg også selv er enormt draget og inspireret af de farverige og frie årtier, men jeg syntes ikke, at jeg forsøger at leve i den, eller hente den tilbage. Jeg har heller ikke pandehår eller ejer nogle højtaljede denim-et-eller-andet, drikker kaffe eller går på efterskole. Jeg har til gengæld syv huller i ørene og mit værelse tapetseret til med de fire Beatler, ejer en pladespiller og en kasse fuld af gamle vinyler. Men jeg syntes altså ikke, at jeg er nogen flipperrøv eller moderne hippie.

Og det er jeg ikke, fordi at jeg ikke venter på en atombombe, planlægger en landsvækkende ungdomsrevolution mod normerne og mod mine forældres generation, eller har ståsted og fatning nok til stå op for min politiske tro med hele mit liv. Fordi selvom at hippierne boede i kollektiv, havde gruppesex, drak kaffe og lyttede til Bob Dylan, er det jo ikke dét der gjorde dem til en særlig gruppe. Det er da hele idéen om frihed og deres tro på at ændre verden til det bedre. John Lennon blev heller ikke kendt på hans runde briller. Han blev kendt for hans mod og hans kamp for friheden, hvor prisen var hans liv (og for at være medlem af The Beatles, self.)

For mig er det i hvert fald dét der kendetegner og fastholder idéen om hippierne i 60-70’erne. Så kan det da godt være at musikken var genial og at tøjet var loose og farverigt. Musikken talte til folk, fordi der var en POWER og en VILJE bag ordene. Tøjet var loose og farverigt fordi det handlede om at have det godt og om at være glad inden i, mere end det var en trend. Man ville væk fra idéen om altid at skulle være og at skulle følge, og det er netop på det grundlag, at hippie-kulturen opstod. Jeg syntes det er interessant, hvordan 60-70’erne lige pludselig, netop ér blevet noget man skal følge. På den ene side er ideen blevet enormt mistolket, og så kan jeg godt føle, at alt det der betød noget, pludselig er blevet til en simpel overflade, skabt af dumme trends og idéen om at genskabe noget, uden noget element at skabe på. På den anden side, kan jeg også se på tiden som den modefanatiker jeg også er, og se alle de muligheder og fashion-elementer som har været enormt givende og til stor inspiration for både jeg selv og for modeindustrien.

Og selvom disse her ’moderne hippier’ måske bruger mere tid på at synge med på Three Little Birds og drømme om at rejse jorden rundt, så syntes jeg alligevel det bliver spændende at se, om der måske bliver formet en reel idé bag, eller bygget videre på denne her trend. Jeg er nysgerrig, men også skeptisk. Skeptisk fordi at tiden går, og fordi vi er mennesker som konstant udvikler os. At gå af den samme sti som vi gik af for 40 år siden, kommer ikke til at gavne vores verden i dag, lige meget hvor meget vi romantiserer fortiden. Men at lære af vores dumheder og vokse af nogle tanker og idéer, der måske aldrig nåede deres mål, dét syntes jeg er en smuk tanke.

Peace Out i hvert fald 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

MADE IN DENMARK