Tænksomme streger og skitser

Skal livet absolut være så firkantet..

 

Når jeg snakker fremtid med mine veninder, har de alle sammen den gennemsnitlige, meget normale forestilling og forventning, til at det træde fra ungdommen, til at blive voksen og ansvarlig.

Først vil de gerne være unge og hæmningsløse, rejse og feste som det passer dem, oven i en form for uddannelse. Derefter vil de finde sig et fuldtidsjob som dagplejemor, arkitekt, dyrelæge, frisør eller blomsterhandler. Når de så har fundet jobbet, så skulle the one gerne dukke op. Efter et par år, hvor begge parter har hinanden og et fuldtidsjob, vil de gerne have børn – og så kender alle nok fortsættelsen af den version.

Jo, det lyder da bestemt skønt og herligt, og jeg er helt sikker på, at det for mange også èr et virkelig lykkeligt og harmonisk liv. Det kan lyde sarkastisk og nedladende, som jeg formulere det, men det er bestemt ikke mit budskab. Det er vel den bageform samfundet har formet til os, og selvfølgelig følger vi den – det er da klart!

Trods mine kun 15 år, syntes jeg alligevel noget i  mit maskineri er vendt lidt op og ned, i forhold til den eftertragtede bageform. Der er virkelig intet der ringer, når jeg tænker  børn, blomsterhandler, hus på landet – ikke engang et smukt kirkebryllup, med lang hvid kjole, og kærlighed i luften siger mig noget. Måske er det fordi jeg er 15, og føler at jeg skal stride mod normalitetsstrømmen, men det føltes ikke som om det er min hensigt. Det er ikke fordi jeg nødvendigvis mangler eventyr, eksotiske palmer, vilde fester eller andet i den dur – noget er bare ikke skruet rigtigt sammen. Eller faktisk er problemet nok, at jeg føler det, som skruet sammen. Jeg mangler lidt følelsen af, selv at kunne forme det. Langt hen af vejen kan jeg jo også, men alligevel. Jeg føler lidt, at fremtiden er forudsagt.

Jeg har en forestilling om, at inden jeg dør, vil jeg gerne kende verden. Jeg vil have tiden til at gå på opdagelse i verden, samle alle de kulture og indtryk som jeg kan rumme. Jeg vil blive klog gennem verden og mine egne indtryk, og ikke bare gennem et universitet der fortæller mig, hvordan det er at være indfødt i Indien.

Jeg syntes selv jeg lyder egoistisk og bedre end den normale bageform, men faktisk er jeg bare super, sindssygt nysgerrig på alt andet end den hverdag med alle de ens rutiner. Jeg tror på, at jeg på en eller anden måde, kan skabe en bageform, som passer til mig. Om det bare er en ungdomsdrøm eller en realitet, det skal jeg ikke kunne sige.

 

Det blev et lidt anderledes indlæg, og også lidt længere end forventet – fortsat rigtig dejlig aften!

 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Tænksomme streger og skitser