Shitstorm på en onsdag

This photo expresses perfectly how the current presidential election is making me feel.:

“Mit hemmelige paradise-crush“, “vind gavekort til Kranz & Ziegler”, “min oplevelse med permanent vippebuk” og “sådan undgår du hængebryster

Det ovenover er et pænt udpluk af de overskrifter, jeg fandt på bloggersdelight toplisten af idag. Det er det her, danskerne læser mest af. Nej hvor er bloggere dårlige til at belære andre mennesker, og nej hvor er bloggere gode til at promovere sig selv. Jeg bliver så SUR og mega skuffet.

Jeg har i to år blogget herinde. Jeg har vildt søde læsere, som følger med hver gang jeg skriver noget nyt – men det er bare ikke nok! Fordi lige så glad som jeg bliver når jeg får en mail fra en læser, lige så sindssygt jaloux og eddersur bliver jeg, når Fie Laursen kan skrive et indlæg, og tjene det dobbelte af mine forældres løn på hendes gossip, om Patrick fra Paradise Hotel. Endnu mere sur bliver jeg så, når det går op for mig, at jeg bruger langt mere energi på at lade ligegyldige ting irritere mig, end jeg bruger på rent faktisk at fokusere på hvordan jeg selv har lyst til at fremstå, overfor jer. Og som konklusion på det, har jeg de seneste måneder, slet ikke promoveret mig selv, overhovedet. Jeg vil helst fremstå så professionel og clean som overhovedet muligt – noget jeg – i øvrigt overhovedet ikke er. Jeg er nok det modsatte. Jeg hader rene linjer og pæne dokumenter, som lugter så langt væk af fine ord og intellektualitet, at jeg får lyst til at spilde min te udover hele den pæne smører af ORD. Smørren som i øvrigt var en metafor for alle de andre blogs, men som så blev en metafor for mig selv.

I virkeligheden er jeg bare virkelig ked af, at mit læsertal er gået ned, og ked af at jeg ikke kan skriver noget, jeg selv syntes er godt nok. Jeg vil gerne have noget FARVE tilbage på bloggen. Èn stor FARVELADE.

Og moralen mellem alle de her ord er måske, at man skal kigge på sig eget arbejde, før man render rundt og brokker sig over andres. Og at man aldrig må skrive noget så kedeligt, så din læser opdager at teksten bare er sort og baggrunden hvid.

wanna do it on my own

ung

Jeg har længe, over flere måneder faktisk, forsøgt at sætte ord på det her. Måske er det i dag, d. 21. Oktober klokken lidt over ni, at det endelig lykkedes. Måske ikke, jeg prøver.

Jeg hedder Carla, jeg er 17 år gammel og går i 1.g. Jeg har gjort mig nogle tanker om ungdommen i Danmark – overordnet set -, og selvom du garanteret ikke er enig i halvdelen af hvad jeg skriver, vil jeg bede dig læse det til ende alligevel.

Jeg har altid drømt rigtig meget, både om natten, men i høj grad også om dagen. Drømmer mig væk til en realitet, der ikke findes. Væk til en verden, hvor ting sker. Hvor mennesker sætter ting i bevægelse, i fællesskab. I 7. klasse begyndte jeg at høre Beatles, og sammen med John Lennon, stormede hele 60-70’er kulturen direkte ind i hjertet på mig, men også ind i de forventninger jeg havde, og stadigvæk har til min kommende ungdom. Jeg har ventet på dét, der ændrer mit syn på alt, dén der bevægelse i ungdommen, som kommer og giver os muligheden for at ændre på ting, ændre på hele verden måske. Ligesom studenter oprøret i 60’erne. Jeg har været stensikker på, at ungdom var noget af det stærkeste i verden. Jeg har også været stensikker på, at netop jeg, skulle starte det næste studenter oprør, endda italesat det med både familie og veninder, men aldrig spurgt mig selv, hvad jeg egentligt ville gøre oprør imod. Ikke at der ikke er noget, at være imod i Danmark. Jeg er i mod masser af ting, måske endda imod mere end jeg er for. 

Jeg vil så meget, på én og samme tid. Jeg vil gerne blive dygtig til at spille musik, snakke politik, male, skrive, have den helt rigtige bomber jacket og bare være dygtig til at være ung og rebelsk. Lige præcis som Eik Skaløe var det, bare på min måde.

Jeg fokuserer så meget på mit og andres billede af mig, at jeg helt glemmer det, som var min drøm. At ændre verden, i fællesskab. For hvem i alverden ændrer verden, mutters og ganske alene.

Jeg ønsker heller ikke, at søge efter et problem at gøre oprør i mod. Men jeg ønsker følelsen af, at unge mennesker er det stærkeste i verden. Om det så er sandt eller ej, kan være fuldkommen ligegyldigt. Jeg syntes, at vi alle sammen burde vende vores øjne væk fra de indre rebeller vi syntes vi skal være, og udvide horisonten. Hvad fanden er der egentlig også ved at være, syntes og ville noget, hvis ikke man GØR noget. Jeg syntes vi er blevet så multikulturelle, at vi næsten forsvinder i vores egen viden og villen, om alt det netop vi står for, som individer. Lige pludselig handler det hele om at ligne én og måske være en, der vil og kan ændre verden, mere end det handler om rent faktisk at gøre det.

Men hvor er fællesskabet, sådan for alvor. Er der overhovedet brug for et fællesskab, udover det fællesskab man føler, når man sammen kan blive enige om at Lars Løkke er dum og at den nye skolereform er dårlig. Eller at feminisme er toppen af poppen. Og hvad så? Hvad så nu? Så gror nogen deres armhulehår ud, og så er den flue smækket? Eller bliver medlem af et ungdomsparti og forsøger af sprede en eller anden farvet politik derigennem? Er vi i realiteten bare den perfekte, rummelige, multikulturelle og kreative generation med hipster-skæg, fjælrævs tasker, skide god musiksmag og den helt rigtige ‘vibe’ på instagram? Måske, men hvorfor er det så lige, at alting bliver italesat og delt på facebook, når intet bliver gjort? Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne være med til, i fællesskab, at finde ud af det.

Kh Carla

6 Ting der skete i hovedet på Carla // Et år i Kansas

usat

1 – Det hårdeste arbejde i verden, er at ændre sig selv

Sådan som Eik Skaløe sagde det, da han ville ændre verden. Det hårdeste men også mest nødvendige som udvesklingsstudent. Man kan ikke bare træde ind i en ny kultur og tro, at de alle sammen syntes det er OK at at fyre danske, selvironiske jokes af, gå med croptop, bruge sin middlefinger som kærligheds-erklæring eller sige højt at Obama-care er cool, uden at få nogle mentale tæsk. Ups!

2- AT HOLDE SIN MUND

Som efterfølger at nr.1. Jeg kan godt lide at diskutere emner med folk om f.eks. statsministeren, uddannelsessystemet eller bare lige at vende verdenssituationen med én, der syntes noget andet end mig. Så bliver begge parter klogere på både emnet og på hinanden – fedt! Sådan er det ikke altid i USA. Her er man gerne venner med dem, der syntes det samme som en selv, og så skal det ikke diskuteres. Men man kan såmænd godt diskutere med én, som ikke er ens ven. Men så bliver man altså heller ikke venner i fremtiden. Ups igen!

3- At værdsætte

Hold nu op hvor var prom, graduation og homecoming fedt! Men for mig har det fedeste været, at hver gang jeg har været mega stresset med dumme government-tests, savnet Danmark eller følt mig helt alene og lille bitte midt i kæmpe store USA, har der altid været mennesker til at samle mig op, og få skubbet mig tilbage på sporet. Jeg har mødt verdens bedste mennesker og dem har jeg lært at værdsætte, og sætte pris på, mere end noget andet.

4- Min indentitet

For et år siden, havde jeg ligesom fundet en ro i mig selv, efter at have afsluttet folkeskolen. Jeg følte mig ret voksen og moden, og havde nogle klare ideer om hvem jeg var og hvad jeg gerne ville. Det eneste jeg er sikker på nu, er at jeg er fra Danmark, jeg har meget langt hår og så kan jeg godt lide musik. Velkommen identitets-krise, pis også!!

5- JAMEN DU ER JO DANSKER!

I starten af året sagde jeg meget ofte ‘NO WAY, we do/eat/ say/like/have that in Denmark too!’. Jeg var forbløffet over, hvor ens vi alle sammen er, selvom vi bor mange tusind kilometer fra hinanden og snakker vidt forskellige sprog. Jeg har oppe i mit hoved, gjort nogle af de globale værdier til danske værdier, fordi jeg ikke vidste bedre. Det gør jeg nu, og selvom vi ikke alle sammen er danskere, så er vi alle sammen mennesker. (clichè, clichè – men den er god nok.)

6- Danmark er DEJLIGT

Nogen gange er det svært at forholde sig til, hvor stort et land USA det er. Så mange kulture. Der er alt fra cowboys, til anti-cowboys. I hvert fald i Kansas. Så kan jeg godt nyde at jeg er fra Danmark, og at det ikke tager mere end fire timer og tyve minutter fra Skagen til Tønder i bil. Danmark ér dejligt!

Hippie ano 2016 – Hvordan skal det tolkes?

1969 soooo groovy:

Hipster, genbrugs-narkoman, boheme-inspireret eller bare moderne hippie. Hvad skal man egentlig kalde dem, og hvorfor er der egentlig heller aldrig nogen der snakker om dem? Hvad er det egentlig? Hvad vil de? Vil de overhovedet noget?

Lige for tiden boomer det af et et kulturelt throw-back i ungdommen, en mode, en måde at være til på. De glade 60’ere og spraglede 70’ere har taget form igen. Dog i en særdeles anden form, end den man levede efter i de politiske, hash-rygende, nøgne, spirituelle og revolutionerende kollektivs dage, i de ægte og gyldne 60-70’ere. Disse modernister drikker kaffe, har LP’er hængene på væggen, skjorten er oversized og godt stoppet ned i et par højtaljede demin-et-eller-andet, på den helt rigtige måde. Pandehåret er klippet, eller også har man fået en rutineret ven til at trille nogle dreadlocks. De kan i særdeleshed godt lide Beatles, Bob Marley og måske lytter de også til Doors eller Led Zeppelin. Masser af huller i ørerne og gerne helt naturel og rødkindede.

De ligner alt andet lige, noget der var spyttet ud af en tidsmaskine. Men ér der virkelig en hippie-kultur på vej? Og hvorfor i alverden kan jeg være bekendt, at skrive så generaliserende og kaffe-pladder-overfladisk om så stor en håndfuld unge og individuelle mennesker?

Men det er fordi jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i tråden bag den her bølge af unge mennesker, der knytter sig til dage, der ikke er i dag. Og så alligevel, så kan jeg godt sætte mig lidt ind i det, fordi jeg også selv er enormt draget og inspireret af de farverige og frie årtier, men jeg syntes ikke, at jeg forsøger at leve i den, eller hente den tilbage. Jeg har heller ikke pandehår eller ejer nogle højtaljede denim-et-eller-andet, drikker kaffe eller går på efterskole. Jeg har til gengæld syv huller i ørene og mit værelse tapetseret til med de fire Beatler, ejer en pladespiller og en kasse fuld af gamle vinyler. Men jeg syntes altså ikke, at jeg er nogen flipperrøv eller moderne hippie.

Og det er jeg ikke, fordi at jeg ikke venter på en atombombe, planlægger en landsvækkende ungdomsrevolution mod normerne og mod mine forældres generation, eller har ståsted og fatning nok til stå op for min politiske tro med hele mit liv. Fordi selvom at hippierne boede i kollektiv, havde gruppesex, drak kaffe og lyttede til Bob Dylan, er det jo ikke dét der gjorde dem til en særlig gruppe. Det er da hele idéen om frihed og deres tro på at ændre verden til det bedre. John Lennon blev heller ikke kendt på hans runde briller. Han blev kendt for hans mod og hans kamp for friheden, hvor prisen var hans liv (og for at være medlem af The Beatles, self.)

For mig er det i hvert fald dét der kendetegner og fastholder idéen om hippierne i 60-70’erne. Så kan det da godt være at musikken var genial og at tøjet var loose og farverigt. Musikken talte til folk, fordi der var en POWER og en VILJE bag ordene. Tøjet var loose og farverigt fordi det handlede om at have det godt og om at være glad inden i, mere end det var en trend. Man ville væk fra idéen om altid at skulle være og at skulle følge, og det er netop på det grundlag, at hippie-kulturen opstod. Jeg syntes det er interessant, hvordan 60-70’erne lige pludselig, netop ér blevet noget man skal følge. På den ene side er ideen blevet enormt mistolket, og så kan jeg godt føle, at alt det der betød noget, pludselig er blevet til en simpel overflade, skabt af dumme trends og idéen om at genskabe noget, uden noget element at skabe på. På den anden side, kan jeg også se på tiden som den modefanatiker jeg også er, og se alle de muligheder og fashion-elementer som har været enormt givende og til stor inspiration for både jeg selv og for modeindustrien.

Og selvom disse her ’moderne hippier’ måske bruger mere tid på at synge med på Three Little Birds og drømme om at rejse jorden rundt, så syntes jeg alligevel det bliver spændende at se, om der måske bliver formet en reel idé bag, eller bygget videre på denne her trend. Jeg er nysgerrig, men også skeptisk. Skeptisk fordi at tiden går, og fordi vi er mennesker som konstant udvikler os. At gå af den samme sti som vi gik af for 40 år siden, kommer ikke til at gavne vores verden i dag, lige meget hvor meget vi romantiserer fortiden. Men at lære af vores dumheder og vokse af nogle tanker og idéer, der måske aldrig nåede deres mål, dét syntes jeg er en smuk tanke.

Peace Out i hvert fald 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

Næste år vil jeg leve lidt mere

bored-blogger

En nysgerrig læser har spurgt hvad jeg egentlig skal, nu hvor jeg har afsluttet folkeskolen. Det inspirerede mig til at skrive indlægget her, fordi at jeg efter ferien har givet mig selv en udfordring – en udfordring jeg vil modnes af, men også en udfordring som vil rykke mine grænser gevaldigt. Jeg har fravalgt 10. klasse på efterskole, istedet skal jeg til Kansas, USA og bo hos en fremmed familie i et år.

Mine tanker sværmer dagligt ved spørgsmålet om, hvorvidt det er det rigtige for mig – skulle jeg ikke have valgt efterskolen i stedet? Men jeg tvivler på, at en efterskole ville udfordre mig. Jo – selvfølgelig er man udfordret på at møde nye mennesker, nye omgivelser, nye rammer, men mange ser efterskoleåret som et socialt år, fuld af fest, farver og afslapning. Det er begrænset hvor meget nye, danske omgivelser og et hav af forventningsfulde, glade unge kan udfordre mig, langt ud over det sædvanlige. Jeg har selv taget skoleskift for små 2 år siden – og ja, det var en tilvænnings sag, men i bund og grund, heller ikke mere end det.

Jeg tror på de øjeblikke, hvor vi springer ud i et uvant situation og havner på den anden side, med en knivspids ekstra mod og selverkendelse. At rejse er at leve, og er det ikke fordi at når vi rejser, bryder vi normer og vaner ned, lever gennem nuet og spontaniteten? Her føler vi os som mennesker, og her lærer vi om og selv og hinanden – helt derude, der lever vi lidt mere, end vi gør med en Iphone i snotten eller midt i en kemi-prædiken.

Fordi i bund og grund, ja så har Kierkegaard nok ret.

At vove er at tabe fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste livet – Søren Kierkegaard