Aksglæde om kommende EP “Fortrudte Fortielser”

I foråret oplevede jeg Aksglæde live på Atlas i Århus, en koncert der blæste mig bagover og scorede seks ud af syv stjerner i min anmeldelse, som du kan læse her. Jeg har fanget Jacob Aksglæde til en snak om den kommende EP, Fortrudte Fortielser, der udkommer d.29 september. D.8 Oktober udgav han singlen Under Pres, som du kan lytte til sidst i indlægget. Så grib en kop kaffe og dyk ned i Aksglædes univers, der emmer af hverdags-lyrik og interessante tematikker.

 final

 

Du udgiver en ny EP i denne måned. Hvad syntes du selv, er det bedste ved udgivelsen? Det bedste ved udgivelsen er, at jeg føler, at jeg har lagt min sjæl ned i alle numrene. Jeg er meget perfektionistisk, så der er næsten altid et eller andet, der nager mig ved sangene, men denne EP er det tætteste, jeg er kommet på at realisere mine måske lidt for høje forventninger til mig selv. Derudover er jeg rigtig glad for, at EP’ens sange både er meget forskelligartede og samtidig i samme stil. På den måde håber jeg, at lytteren ikke bliver træt af at høre på EP’en fordi han/hun hele tiden bliver udfordret, samtidig med at EP’en fortæller historier inden for det samme tema. Mere konkret, så kan jeg rigtig godt lide den pigestemme, der rammer EP’ens fortælling ind på åbningsnummeret og slutnummeret.

Hvordan er den anderledes end den tidligere EP?  Helt basalt, så er den nye EP arrangeret på en computer, mens den gamle EP blev arrangeret med et band. Det var et valg jeg tog, fordi jeg havde lyst til at arrangere mine sange med flere elektroniske komponenter og nogle mere hårdtslående elementer. Når det så er sagt, så har vi indspillet ”rigtige” instrumenter ovenpå computersporet, således at produktionerne får en ret fed blanding af analog og elektronisk lyd.

Fortæl lidt om den kreative proces bag pladen, skiller den sig ud fra processen bag din forrige udgivelse? Sangene er blevet til hjemme i min lejlighed, hvor jeg har skrevet sange og tekster, der tager afsæt i mit liv og mine tanker. Da jeg havde færdiggjort en sang, tog jeg sangen med til mine producere, som hedder Søren Vestergaard og Mads Julius Dyrst, der har produceret hver deres halvdel af EP’en sammen med mig. Nogle af sangen kom til på én dag, andre sange tog et halvt år. Så på den måde har det været en meget hård proces, fordi jeg er en kæmpe perfektionist. Det betyder også, at Mads og jeg f.eks. har lavet 50 forskellige produktioner af den samme sang, inden vi valgte den endelige efter et halvt år. Det var usandsynligt hårdt at sidde med en sang i et halvt år og høre den igen og igen og igen. Men jeg er super glad for resultatet, og jeg er glad for at vi arbejdede så hårdt. Så ved jeg nemlig, at det umuligt kunne blive bedre end det gjorde.

Hvilke temaer har du gjort dig brug af? Min EP ’Fortrudte Fortielser’ og lever af kærlighedshistorierne fra hverdagen, det blå sind, romantikerens naivitet samt presset fra samfundet og de tanker, der kan holde en vågen om natten.

’Fortrudte Fortielser” beskriver tankerne om fortiden, der spøger i nutiden. Alt det, som man kunne have haft i nutiden, men som aldrig blev til noget. Alt det som man fortiede og som man har fortrudt. Der er en bittersød følelse i at drømme om fortiden som et slags stort smukt slot, som man aldrig kan finde hen til igen. Det er en slags naivitet, som jeg godt kan lide at dvæle ved, selvom jeg måske godt ved, at den uforløste drøm bare er en illusion, fordi jeg selv har pyntet den til at være så skøn igennem mine tanker. Det er det, Fortrudte Fortielser handler om.

Din tilgang til tekst. Hvordan arbejder du dig frem mod en god tekst? Jeg lytter faktisk meget til dagligdagssprog, som man jo hører hver dag. Så hvis jeg f.eks. overhører en samtale nede i Netto, hvor der er nogle pudsige sætninger, som jeg kan bruge, eller som lyder fedt, så noterer jeg det i min iPhone og bruger det måske, når jeg kommer hjem.

Derudover kommer der også ofte brudstykker af en tekst til mig, når jeg cykler, går eller skal til at sove. Dem noterer jeg altid ned og så kan det være, at der kommer en ny sang ud af dem, når jeg begynder at arbejde videre med de brudstykker, som er kommet ned fra oven. Jeg læser også en del digte og skønlitteratur, som jeg kan finde inspiration i.

Jeg arbejder meget med at finde ord, som folk kender, men ikke hører så tit i sange. Det vigtigste er at finde på en handling eller et koncept, som lytteren kan genkende i sit eget liv og derfor kan forestille sig selv i sangen. Når det koncept er fundet, så gælder det om at male billeder med ord, så tydligt som muligt. Det vil f.eks. sige at sætte meget præcis ord på en situation. F.eks. hvor, hvornår, hvad, hvilken farve, hvor stor osv., så det er meget let at forestille sig situationen for lytteren.

Du og dit band har turneret Danmark rundt denne sommer, bl.a. med flere af sangene fra din nye udgivelse. Skulle I prøve sangene af live inden I indspillede dem? De nye sange, som vi spillede på vores tour, var faktisk allerede indspillet, men manglede dog stadig lidt i produktionen. Så sangene er faktisk bare blevet finpudset i mellemtiden. Og så manglede der selvfølgelig også nogle andre sange, som skulle være færdige inden jeg kunne udgive EP’en.

Som sagt udgav du en EP i 2016. Hvorfor endnu en EP og ikke et fuldlængealbum? Er fuldlængealbummet på vej? Det er faktisk bare fordi, at jeg havde en EP i mig. Jeg havde lyst til at udgive en EP og havde samlet de sange, som jeg synes passede til EP’en. Så der ligger faktisk ikke nogle større tanker bag det, andet end jeg bare havde lyst til at udgive en EP. Når det så er sagt, så kan jeg rigtig godt lide EP-formatet med få numre på. Det er som om, at EP-formatet passer bedre til nutidens temperament og tålmodighed, hvor man sjældent har tid til at lytte til et helt album i træk. Musikforbruget i dag er meget singlepræget, hvor man mest har et forhold til få numre. Og der passer en EP perfekt. Når det så er sagt, så kan jeg bestemt ikke udelukke, at der kommer en fuldlængde fra min hånd en dag, men jeg ved ikke hvornår. Det kan godt være, at det næste også bliver en EP. Det vigtigste for mig er, at jeg bare gør, hvad jeg har lyst til og gør det som min kunst og mine sange kalder på.


I sommers turnerede Aksglæde Danmark rundt med den selvbetitlede debut EP “Aksglæde”, og nu er han klar til at ramme de danske byer på ny.

Det var mildest talt en kæmpe oplevelse at være på Danmarksturné for første gang. Der er noget helt specielt ved at besøge de danske byer og lære et nyt publikum at kende hver aften. Især fordi vores publikum altid er så glade og dansable og utroligt gode til at synge med. Den varme velkomst, som vi fik i alle byerne, betyder også, at jeg og mit band glæder os endnu mere til at tage på en ny tur rundt i landet og endda besøge hele ti byer. Det bliver en fest!

Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en fest med stof til eftertanke. Hvis du vil tjekke om Aksglæde rammer din by, eller du vil nå at hapse en billet mens du stadig kan, foregår det på link: http://gig.to/aksglaede

 

 

 

 

Leonard Cohen i nye, symbolske animationer

161017_r28842_rd

I feel blue, får jeg lyst til at synge. Eller skrige, eftersom vi nærmer os d.7 november, årsdagen for Leonard Cohen’s farvel.

Fine illustrationer, der rummer tematikker og symbolikker fra Cohen’s sidste album, You Want It Darker. Et album der cirkulerer om døden og kærligheden til en elskerinde, der måske, måske ikke er en metafor for gud, kommer til udtryk, mens Cohen vandrer, fri som en fugl, henover sin by.

“Verdens bedste sang”, sunget af The Tallest Man On Eath

the-tallest-man-on-earth

Jeg sad og youtubede den, da jeg stødte på dette lille guldkorn, som jeg syntes jeg ville dele med jer, på sådan en efterårs-aften, som det nu engang er, når det ikke længere hedder august.

Kristian Matsson, bedre kendt som The Tallest Man On Earth, har i år trukket sig fra udgivelser og koncerter. I stedet har han anskaffet sig et kamera, hvorpå han filmer helt rå demoer. Nye numre og covernumre. Han har produceret en lille serie, ”The Light in Demos”, der indehlder tre afsnit med tre forskellige demoer. I tredje og sidste afsnit, fortolker han Joni Mitchell‘s hitnummer fra 69, Both Sides Now. Verdens bedste sang, ifølge den højeste mand på jorden. Jeg syntes han gør det ganske spektakulært.

Tre nyanskaffede vinyler

Mine tre nyeste skiver. Vidt forskellige men omtrent lige medrivende alle tre.

Folkeklubben – Slå Flint(2016)

Image result for slå flint folkeklubben

Folkeklubben kommer med lige præcis dét, danskerne har manglet. Slå Flint er et album, der appellerer til folket med dets poetiske, dansksprogede univers. Folkelig og nostalgisk rockmusik. Et nutidigt 70’er album, der bestemt har manglet i min samling, og som uden tvivl har en personlig plads i mit indre musik-arkiv. Endnu bedre er det, at alle bandmedlemmerne har skrevet autografer og “Til Retrocarla fra Vinylklubben” udenpå coveret. Ahhh. Den skive er jeg sku glad for!

Neil Young – Harvest(1972)

Image result for neil young harvest

Jeg husker tydeligt, første gang jeg lyttede til Harvest. En sommerdag nogle år tilbage, i et tog på vej til Odense. Toget kørte gennem en masse grønne træer og landskaber, mens jeg lyttede mig vej gennem albummet. De træer flyver stadig forbi min nethinde, når jeg sætter pladen på i dag. Der var nok en opfordring fra min far, der havde vækket min interesse for albummet, for jeg var herligt upåvirket af Neil Young’s andre solo-plader. Efterfølgene var jeg så vild med albummet, af jeg dykkede ned i resten af hans repertoire. Det kan godt være, at kritikerne mener at After The Gold Rush er højdepunktet på Young’s karriere, og at Harvest gjorde ham til den kedelige singer-songwriter han tildels er i dag. Måske er der noget om snakken, men Harvest er uden tvivl ikke ‘bare en anden Neil Young LP’. Hans vokal er særligt smuk på netop Harvest, og vel nærmest skønsang. Flere af numrene giver mig stadigvæk myrepatter – særligt Old Man, Words(Between The Lines Of Age) og selvfølgelig Neil Young’s største hit of all time – Heart Of Gold der er ligefrem hjertegribende. Country-rock der er så behagelig og smuk, at det forekommer mig ganske umuligt at starte albummet, uden at lytte det til ende.

Father John Misty – Pure Comedy(2017)

Image result for pure comedy cover

Et album jeg efterhånden har nævnt en snes gange, bl.a. i min anmeldelse af albummet, som du kan læse her. Et album der krævede min tid, før jeg virkelig forstod konceptet med de poppede melodier og absurde, nærmest bizarre tekster. Jeg oplevede J. Tillman for første gang live på årets Roskilde Festival, da han optrådte med Pure Comedy på orange scene, ifølge af en hær af blæsere og et imponerende scene setup. Der var øjeblikke hvor alt forkom mig kæmpe stort og kompliceret, mens andre øjeblikke var spinkle og noget så simple. Og det er præcis hvad Mr. Tillman har ønsket med pladen. Det bliver først rigtig storslået, når man virkelig giver slip på irritationen over hans mørke solbriller og generelt ego-centrerede fremtræden, og begynder at sætte sig ind i hans univers. Et univers der emmer af symbolikker, hverdags-metaforer og provokerende kommentarere til normerne. “You’re a star now, baby, so dry your tears – You’re just like them – Wake on up from the nightmare”. Som han selv siger det, så handler Pure Comedy om alt det, Tillman egentlig ikke burde sige, men som han – netop af den grund – ikke kan lade værre med at sige. Et album jeg gerne vil kalde et koncept album; et måske moderne svar på Pink Floyd’s The Wall, eller er det at gå for langt? Jeg tror bare jeg lader den ligge der.

Big Dogs Don’t Bark

www.creativeboysclub.com

Sommeren er snart forbi. Eller rettere, sommerferien er. Det føltes som om, at alle de oplevelser jeg sukkede efter tilbage i foråret er spurtet forbi mig, og jeg nåede på ingen måde at suge alt det ud af øjeblikkene, som jeg havde ønsket. Ikke et ord blev skrevet i mit anmelderhæfte i løbet af roskilde. Ikke ét. Tilgengæld blev den mudrede oplevelse der noget så usympatisk spurtede forbi mig i noget der føltes som små sekunder, lagret i én stor masse af øjebliksbilleder i form af stemninger, uslippelige musikoplevelser i følge af lugten af øl og cigaretter. Hold kæft hvor var det godt. Sådan helt ind i benet godt.

Kl 02.00 spillede The XX på orange. Halvvejs inde i sættet begyndte det at støvregne. Lysshowet fik de små perler oppefra til at skinne som sølvglimmer. Da de første toner fra Jamie XX’s hitnummer Loud Places skyllede ind over publikum, opstod den der berygtede orange symbiose et sted inde bag brystbenet hos de fleste, vil jeg påstå. For fanden hvor skulle jeg have skrevet den anmeldelse.

Jeg har lyttet til tonsvis af musik og kloge ord, og i den grad brugt timer på at fordybe mig, men uden lysten til at videregive noget de seneste måneder. Jeg tror på, at den tavse fordybelse i et emne inden man begynder at bjæffe, er langt vigtigere end den egentlige videregiven efterfølgende. Når jeg anmelder et album eller hører en koncert, som jeg lytter til med henblik på at videregive og bedømme oplevelsen, mister jeg også lidt af fordybelsen. Nu har jeg taget revance på det udsagn.

FEM gange har jeg sat mig ned og startet på min liste, 10 greatest albums of all time. Fem forskellige dokumenter. Papirspild, havde jeg nær skrevet. Tak til word og onenote, for god sake. Ellers havde jeg vel nok været en værre træfælder med alle mine virtuelt sammenkrøllede notater. Tilbage til listen; Et projekt jeg ville have færdig inden skolestart. En pæn, gennemtænkt liste over de albums, jeg selv betegner som de 10 bedste, nogensinde. Med fortællinger om mit tilhørsforhold til musikken og selvfølgelig en masse stjerner, toppet med guldglimmer og røde hjerter i velour. Ej okay.

Jeg kunne slet ikke. Kan slet ikke. Hver gang jeg sætter mig ved tasterne, så stopper jeg efter et par minutter i frygt for forøget hjertebanken, fordi min uduelige og fuldkommen latterlige præstationsangst tager over. Hvornår må man sætte sig ned og lave en liste over de 10 bedste albums. Kan jeg overhovedet tillade mig at vurdere enorme værker og endda stable dem over og under hinanden. Musik, som gennem årtier har været vendt og drejet og vejet og vurderet hos de absolut klogeste hoveder. Men selvfølgelig må jeg det. Det føltes bare så skide beskidt, af en eller anden grund. Men kun fordi, at jeg deler det offentligt og fordi jeg ved, at der kommer til at sidde nogle hoveder derude, som ved langt mere end mig, som slet ikke er enige. Det får mit hjerte til at slå lidt hurtigere end hvad sundt er, og så kommer jeg til at bide mine negle alt for langt ned og bruge kaffebrygning som en overspringshandling lidt oftere, end jeg burde.

Når det ikke længere føltes så beskidt, så skriver jeg den altså. For når jeg så mange gange har været nødsaget til at smide mine virtuelle notater i min virtuelle skraldespand, så begynder selvtilliden altså at krakelere lidt. En revne hist og her, som langsomt sniger sig ind på mig. Det føltes som en neglerod der gør så ondt, at mine sætninger bliver tågede og ufokuserede. Jeg har ligesom indset, at jeg er gået ind i en vaske ægte skriveblokade. Ja, nok ikke udelukkende på grund af den skide liste, men den har nu nok en finger med i spillet.

Nåh ja, det føltes nu alligevel meget rart ikke at præstere, med at lade andre om arbejdet og dykke ned i arkiver, som jeg aldrig har opdaget før, fordi min egen præstation skyggede for den del i min hjerne som er fornuftig nok til at sige mig, at det nok er lidt vigtigere at suge til sig, end det er at slynge det ene efter det andet ud i verden, hvis ikke det har noget på sig.

Min far fortalte mig på et tidspunkt om et citat, der lyder sig; “Big dogs don’t bark”. Det har jeg lært noget af, denne sommer. Ikke fordi jeg er nogen big dog, for jeg bjæffer nok mere end hvad godt er, men når alt kommer til alt, vil jeg da hellere – rent metaforisk set – være en st. bernard end en chihuahua.

Det var det. Og klap på skulderen til dig, som læste helt her til. Jeg ved ikke hvad det var, men et eller andet skulle der altså stå, havde jeg besluttet.