Tre nyanskaffede vinyler

Mine tre nyeste skiver. Vidt forskellige men omtrent lige medrivende alle tre.

Folkeklubben – Slå Flint(2016)

Image result for slå flint folkeklubben

Folkeklubben kommer med lige præcis dét, danskerne har manglet. Slå Flint er et album, der appellerer til folket med dets poetiske, dansksprogede univers. Folkelig og nostalgisk rockmusik. Et nutidigt 70’er album, der bestemt har manglet i min samling, og som uden tvivl har en personlig plads i mit indre musik-arkiv. Endnu bedre er det, at alle bandmedlemmerne har skrevet autografer og “Til Retrocarla fra Vinylklubben” udenpå coveret. Ahhh. Den skive er jeg sku glad for!

Neil Young – Harvest(1972)

Image result for neil young harvest

Jeg husker tydeligt, første gang jeg lyttede til Harvest. En sommerdag nogle år tilbage, i et tog på vej til Odense. Toget kørte gennem en masse grønne træer og landskaber, mens jeg lyttede mig vej gennem albummet. De træer flyver stadig forbi min nethinde, når jeg sætter pladen på i dag. Der var nok en opfordring fra min far, der havde vækket min interesse for albummet, for jeg var herligt upåvirket af Neil Young’s andre solo-plader. Efterfølgene var jeg så vild med albummet, af jeg dykkede ned i resten af hans repertoire. Det kan godt være, at kritikerne mener at After The Gold Rush er højdepunktet på Young’s karriere, og at Harvest gjorde ham til den kedelige singer-songwriter han tildels er i dag. Måske er der noget om snakken, men Harvest er uden tvivl ikke ‘bare en anden Neil Young LP’. Hans vokal er særligt smuk på netop Harvest, og vel nærmest skønsang. Flere af numrene giver mig stadigvæk myrepatter – særligt Old Man, Words(Between The Lines Of Age) og selvfølgelig Neil Young’s største hit of all time – Heart Of Gold der er ligefrem hjertegribende. Country-rock der er så behagelig og smuk, at det forekommer mig ganske umuligt at starte albummet, uden at lytte det til ende.

Father John Misty – Pure Comedy(2017)

Image result for pure comedy cover

Et album jeg efterhånden har nævnt en snes gange, bl.a. i min anmeldelse af albummet, som du kan læse her. Et album der krævede min tid, før jeg virkelig forstod konceptet med de poppede melodier og absurde, nærmest bizarre tekster. Jeg oplevede J. Tillman for første gang live på årets Roskilde Festival, da han optrådte med Pure Comedy på orange scene, ifølge af en hær af blæsere og et imponerende scene setup. Der var øjeblikke hvor alt forkom mig kæmpe stort og kompliceret, mens andre øjeblikke var spinkle og noget så simple. Og det er præcis hvad Mr. Tillman har ønsket med pladen. Det bliver først rigtig storslået, når man virkelig giver slip på irritationen over hans mørke solbriller og generelt ego-centrerede fremtræden, og begynder at sætte sig ind i hans univers. Et univers der emmer af symbolikker, hverdags-metaforer og provokerende kommentarere til normerne. “You’re a star now, baby, so dry your tears – You’re just like them – Wake on up from the nightmare”. Som han selv siger det, så handler Pure Comedy om alt det, Tillman egentlig ikke burde sige, men som han – netop af den grund – ikke kan lade værre med at sige. Et album jeg gerne vil kalde et koncept album; et måske moderne svar på Pink Floyd’s The Wall, eller er det at gå for langt? Jeg tror bare jeg lader den ligge der.

Bliv klogere på musikken, mens dine ben bliver brune

Sommeren byder på meget godt, men også på utålmodige solbadningssessioner, rejsetimer, tidsfordriv på roskilde eller ligesom jeg, lange timer med at male hus. Podcast er løsningen på brune ben. Og så er det gratis!

His Bobness af Mikkel Falk Møller m. gæsteværter

Image result for bob dylan 2016

På Dr Podcast ligger der fem afsnit af halvanden timer hver, der gennemgår den moderne Dylan. De blev lavet i forbindelse med hans to danske koncerter i foråret, og prisen som nobelvinder 2016. Der bliver set bort fra det ellers så omtalte repetuoir fra 60-70-80, og i stedet kredset om hans senere udvikling. Hans værker gennem de sidste tyve år. Vært er Mikkel Falk Møller, der sammen med udvalgte Dylan-fans kommer ind på sangstemmen, teksterne, koncerterne, Dylan som arbejdsgiver og Dylan med de unge. Blandt gæsteværterne findes bl.a. Nikolaj Nørlund, Carl Emil Petersen og Kjartan Arngrim (frontfigur i Folkeklubben). Det er nørdet, kritisk og kommer ind på mange sjove og spøjse sider af musikgeniet. Hver især har de egne personlige oplevelser og indtryk. Jeg har malet mange strøg til deres kloge ord, efterhånden. Du kan downloade Dr podcast som app på din telefon, og lytte når som helst.

Lyt på dr.dk lige her.

 ALBUM af Kristian Leth og Ralf Christensen

Kristian Leth er en stor inspiration for mig, og jeg er virkelig benået over, at hans så ofte deler ud af sine tanker om musik gennem radio. I supplement er Ralf Christiensen, og selvom de to i virkeligheden er ret ueninge om meget musik, og flere gange ryster hoved af hinanden verbalt, når navne som George Michael eller Ryan Adams dukker op, supplere de hinanden godt, og kommer med indspark, som står i kontrast til modparten.

ALBUM gennemgår et album af gangen, bryder det op og analyserer tekst og musik. De fortæller om personlige historier og eget tilhørsforhold til pladen, og det er virkelig en fornøjelse. Jeg syntes det er særligt fedt, fordi de har udvalgt ti vidt forskellige albums, der ligger i meget forskellige retninger og tidsaldre. Jeg har ikke lyttet til alle ti talks endnu, men dem jeg har, har været virkelig lærerige og underholdene at lytte til. De taler – igen – udfra en nørdet og kritisk synspunkt, men med et blink i øjet og stort kærlighed til musikken og dens historier. Man får lyst til at blande sig og blende ind i snakken.

Jeg har virkelig fået nye perspektiver på plader, jeg har lyttet meget til, og måske haft en helt anden opfattelse af, end den, de to garvede fortæller om. Jeg kan særligt anbefale deres gennemgang af Radiohead’s svendestykke, OK Computer, Abba’s Gold og selvfølgelig, Pink Floyd(eller skulle man sige Roger’s?) The Wall.

Lyt til ALBUM lige her.

Tre albums fra guldgruben #01

Albums, jeg lytter igennem flere gange månedligt og som syntes ikke at ville slippe taget i mig. Disse tre skiver har efter mange lyt, hver fået en plads i den lille guldgrube, hvor kun de absolut bedste værker lagres. De sidder ligesom klistret fast et sted bag mine frontallapper, som en del af min lange liste over fremragende albums, som jeg i virkeligheden burde få tatoveret langs rygsøjlen, for aldrig at glemme. Lige i overkanten, måske.

James Blake – James Blake (2011)

Image result for james blake james blake

Det rene og uploerede, i kontrast til de bearbejdede elektroniske fragmenter har en magisk virkning på mig. James Blake er fronfigur i sin genre, og jeg er endnu ikke stødt på én, der nærmer sig Blake’s opfindsomhed i sine abstrakte, soulede kompositioner. James Blake, debutalbummet, er hans svendestykke; Et mesterværk der tryllebinder. Han sætter alt virkelighed i stå og følger alle sanser et sted hen, hvor intet kan bunde. Mine knæ bliver slappe og mit hoved svæver langt væk, så snart tonerne fra Measurements, To Care(For You) eller hans populære cover af Feists, Limit To Your Love rammer min øregang. Sikke et værk.

Queen Of Denmark – John Grant (2010)

Image result for queen of denmark album

John Grants første værk, blev hans vej ud af misbrug og selvmordsforsøg. Eller trofæet for, at han havde fundet en vej ud. Teksterne kredser derfor om hans ringe kår som skabshomo, et splintrende parforhold og hans opvækst i et hjem, der var dybt religiøst. Pompøs 70’er rock, der med sit bløde, drømmende udtryk er både cute og kantet. Allerede i 2010, var der et kækt glimt i øjet og ironiske kommentarer at skimte. Noget, han virkelig har gjort brug af på de senere udgivelser. Albummet minder på mange måder om Father John Mistys nyeste udgivelse, Pure Comedy (læs anmeldelse). Særligt melankolien, de storladne arrangementer og ironien ligger tæt op af John Grant. De kunne i øvrigt være spændende, hvis de to slog pjalterne sammen om et nummer eller to, engang. Særligt holder jeg har numrene Marz, Caramel og selvfølgelig titelnummeren Queen Of Denmark.

Folkeskoletider – Telestjernen(2016)

Telestjernen er danmarks måske mest oversete sangskriver overhovedet. Et par fremragende anmeldelser bliver smidt efter ham i ny og næ, og det er det. Folkeskoletider er et godt miks af Folkeklubben og Gasolin. Gode melodier, gode historier og et sprog, der klinger af melankoli på smukkeste danske vis. Telestjernens hverdags-grubleriske univers går tilbage til hans egen tid som folkeskoleelev, men kredser også om livet som folkeskolelærer. Med Dorthe Gerlach og Allan Olsen som medvokaler, et glimt i øjet, talent for historiefortælling og gode melodier, er Folkeskoletider og Telestjernen strøget ind i mit musikhjerte – vel næsten på højde med Gasolins Gør Det Noget. Folkeskoletider er uden lige et mesterligt rockalbum, og så er det på dansk.

Katinka fortolker Sort Sol

Hej igen. Det er en måneds tid siden, jeg sidst har skrevet. Mangel på motivation og tid, oven i en uigennemtrængelig skriveblokade, som jeg vist er på den anden side af nu. Ikke helt uigennemtrængelig, åbenbart.

Jeg kunne ikke lade være med at sætte mig til tasterne, da jeg lyttede til Katinkas version af Sort Sols “Let Your Fingers Do The Walking”, som i øvrigt er et nummer jeg holder meget af. Mit hjerte blev blødt, og at hun vælger at fortolke en sådan dansk klassiker, siger ikke så lidt.

De seneste år har der været en bølge af ny musik, der helt åbenlyst giver sig hen til de ældre klassikere. Et glimrende eksempel er Nørlund projektet “På Danske Læber” (læs anmeldelse), hvor gamle swingere som Claus Hempler, Jens Unmack, Lars Lilholt og Ulla Henningsen blev løftet af nyere navne, heriblandt Carl Emil Petersen, Katinka og Bisse. Nørlund var også manden, der fik Ulige Numre frem i lyset, og producerede deres to første plader. Det er tydeligt, at de nye navne læner sig op af de garvede, og helt åbenlyst lader sig inspirere.

Der er virkelig andet end dreamy indie-techno og slavisk popmusik derude. Jeg forestiller mig, at navne som Bisse, Katinka, Blaue Blume, Carl Emil P bliver dem, vi om 30 år taler om som vi taler om Sort Sol, C.V Jørgensen, Lis Sørensen, og Gnags. Det er fedt at være vidne til. Ny dansk musik brager derudaf, i øjeblikket. Jeg er forhåbningsfuld!

RETROCARLA på SPOT 17: HIGHLIGHTS

coll1 coll2 coll4 coll5 coll6

SPOT festival nærmer sig, og i år render jeg rundt og spiller smart i de Århusianske stræder. Jeg anmelder en række koncerter i løbet af dagene, og det glæder jeg mig til! Jeg har udvalgt de kunstnere, som jeg syntes står som nogle af de stærkeste på årets line-up – som i øvrigt er formidabelt. Bedre sent end aldrig.. gymnasiet river tænder ud i øjeblikket. Ses vi i Århus?

Soleima

soleima-pressefoto

Hvad: Organisk electro-pop, der klinger af soul og funk

Soleima er en af de mange, der for alvor har sparket røv i år. Hendes dabutalbum NO.14 udkom i April, og siden da har hun bl.a. optrådt ved Gaffa-prisen. Rider du på Scarlet Pleasure, Phlake og Liss bølgen, så skal du klart holde øje med den unge sangerinde.

Lyt til:

 

 Katinka

avatars-000180305228-ph33ju-t500x500

Hvad: Melankolsk indie-pop med elementer af folk

Katinka er efterhånden et mere end velkendt navn i den danske musikbranche, og det er ikke uden grund. Bandet kommer med noget, de andre ikke gør. Melankolien har sjældet klinget så skønt på dansk, som når Katinka skaber den. Katinkas ærlige tekstunivers er midtpunktet i musikken, og det er både skrøbeligt og stærkt på én og samme tid. Et band, der med det nye album stormer frem ad, og jeg vil næsten garantere dig en fremragende musikoplevelse på SPOT, hvis du tropper op til gratis Katinka koncert på lørdag.

 

Velvet Volume

velvet_volume_4x3_philip_hoefner_large

Hvad: Hårdtslående ROCK

De tre søstre er bestemt “ikke bare noget kvindeprodukt”, som de selv udtrykker det. Håret er rodet, øjenmakeuppen sort og en attitude der siger det meste. De er pisse-mothafucking-cool. Jeg håber vi ses til headbangs fredag!

 

Jærv

jaerv-billede

Hvad: electro-pop med kant og 80’er klang

JÆRV er et projekt mellem sanger Amanda Glindvad og producer Mathias Pedersen Smidt. De minimalistiske tekster, hiphoppede beats og Amandas smukke vokal, bliver nærmest symbiotisk. Et virkelig godt, nyt tiltag i dans electro-pop.

 

Jonah Blacksmith

jonah-blacksmith-e1474547099487

 Hvad: Moderne folk-musik

Smukke harmonier, fine budskaber og en munter banjo, er hvad der i mit hoved definere Jonah Blacksmith. Et folk band med skæg og sjæl. De ligner en flok familie-fædre, der befinder sig bedst ude i en skov i Thy. På trods af det, så hujer og klapper anmelderne på stribe, så noget siger mig, at jeg hellere må få fingeren ud og få oplevelsen med, når de gæster Århus musikhus lørdag.