5: Bloodshot 

EP by Albin Lee Meldau

Albin Lee Meldau rummer både finesse og skrøbelighed på EP’en Bloodshot. De soul-amaricana-inspirerede elementer, samt en sjælden vokal der leder tankerne mod Hozier og Jake Bugg fungerer eminent godt i mine ører. Et intenst og storladent lille mesterværk.

4: Love What Survives 

Album By Mount Kimbie

Mount Kimbie og King Krule (der også er featuring på albummet) har i 2017 i den grad eksperimenteret med at nedbryde rammer om musikken og skabe nye lydbilleder i et elektronisk format. Love What Survives rummer en ekstremt legende og organisk lyd, med et virvar af detaljer, når man kradser lidt i den rå overflade. Et værk der kræver mange gennemlytninger, men som i den grad er værd at dykke ned i, alle de gange det kræves.

3: A Deeper Understanding

Album By The War On Drugs

Et psykedelisk og drømmende lydbillede, der camouflerer tekst og overgange, er hvad der for mig karakteriserer det anmelderroste album, A Deeper Understanding. Den komplekse grad af musikalitet forekommer let tilgængelig for ethvert ører med hang ensomhed, melankolske kærlighedshistorier og til slut 80’ernes rock-lyd. Stemningen er sat fra første sekund, og ændres ikke på noget tidspunkt, men dvæler ved selvsamme stilstand, hele pladen igennem. Netop den dvælende stilstand, gør værket til et sammenhængende instrumentalt koncept. En dvælen, der tillader lytteren at gå til og fra musikken, uden at misse pointen. En drømmende bølge man bare skal springe på, og lade alting omkring passere forbi.

 

2: Warhaus

Album By Warhaus

Warhaus har både i kunstnernavn og med deres nye, selvbetitlede album, Warhaus, været en af mine største opture i 2017. Jeg har et klart billede af tilblivelsen af den i øvrigt, ekstremt velproducerede plade. Dovne tømmermænd, tyk cigarrøg, en tung bas og en ambitiøs, dog tilbagelænet stemning af at have al tid i verden- hvilket selvfølgelig er, hvad pladen lyder af. Coolness og dovenskab så det næsten er for meget, samt en nærmest kvalmende vulgær instilling til tekst og stemning. Men Warhaus formår nu alligevel at skabe stemningen så gennemført figurativt, at dovenskaben bliver så behagelig i mine øre, at jeg endnu ikke har formået at slippe den.

 

 

1: The OOZ

Album By King Krule

Archy Marshall under Alias King Krule, udgav i 2013 debutalbummt 6 Feet Beneath The Moon. En vred rødhåret gut, i mit hovedet, klart afbilledet med en kronisk cigaret i munden og ansigtet lagt i de rette ligegyldigheds-folder, som kun en hårdhudet teenager formår at gøre det. Nu mestrer han at kontrollerer vreden og det rå lydbillede, så musikken eksploderer lige der, hvor den er mest ekspressiv. King Krule vader tilbagelænet gennem sin musik, som var han på vej på toilettet, så naturligt forekommer musikken ham. Han høres i glimt i en sagte hvisken, for pludselig at brage frem til overfladen med et voldeligt spetakel, og så forsvinde i lyden af sin egen, tågede mumlen. Man har ham kun momentvis.. Han dvæler sjældent ved én tilstand i musikken, og når han for alvor kommer op til overfladen, er det skræmmende stærkt.

King Krule spinder et mystisk atmosfærisk spind om sig selv, der vel nærmest magnetiserer øret. Med The Ooz, en legende og rå genistreg, har King Krule for alvor formået at skrive sig ind i musikhistorien som et nyt indspark i den eksperimenterende rockmusik.