wanna do it on my own

Unge drømme og inspirationskilder // FOLKEKLUBBEN

Folkeklubben, det dansksprogede rockband. Danmarks københavner-hyggelige, samfunds kritiske spillemænd. Jeg har stillet forsanger Kjartan Arngrim en række spørgsmål. Det handler om unge drømme og inspiration. God læselyst.

Image result for folkeklubben

Helt overordnet, hvad betyder musikken for dig? Er det en nødvendighed eller en hobby? Det er nok en blanding. Når det lykkes at lave en sang er det en euforisk tilstand, en lykkefølelse. Og at spille live rundt i landet er forbundet med stor lyst og tilfredsstillelse. Men det tomrum, der kan være imellem, hvor man ikke kan få huld på nye sange og ikke er ude at spille, kan være ret ulideligt og der jager man desperat inspirationen. Det er en temmeligt krævende og magisk hobby.

Hvornår og hvordan opstod drømmen om musikken for alvor? For mig opstod den sent i livet; i starten af 20’erne. Til gengæld føltes trangen så stærk, at jeg opgav alt andet i mit livet og spillede 6-10 ti timer i dagen og tilbragte nogle år alene med en guitar, en madras og en lille lampe. Jeg startede med at spille guitar som 24 årig fra et absolut nulpunkt uden nogle forudsætinger overhovedet; så det var en hård kamp. Men erkendelsen af pludselig at kunne skabe noget, skrive sange; gav brændstoffet til at blive ved.

Er det en drøm i har opnået i dag, eller det er det en der fortsat står som et mål for fremtiden? En del af drømmen er gået i opfyldelse. Vi lever af at spille vores egen originale musik, vi har spillet små, store og mystiske steder overalt i landet og så finder man pludselig ud af at det der er endemålet, er det samme som i starten, da ingen kendte musikken; nemlig at skrive den næste gode sang og komme ud og spille med den.

Jeg har hørt at i er inspirerede af Kim Larsen, hvad er det ved hans musik, der tiltaler jer? Kim Larsen er en af mange inspirationskilder. Alle danskere er inspirerede af ham om de vil det eller ej; ligesom vi er inspirerede af Grundtvig, bøgeskoven og rugbrødet. Han er en stor sanger. En vanvittig dygtig sangskriver og en rigtig – måske den sidste – rock n’ roller i Danmark.

Udover Kim Larsen, hvem har ellers været inspirationskilde? Vi er tre meget forskellige mennesker i bandet. Så det spænder bredt fra Missisipi John Hurt, til Genesis over højskolesangbogen og salmebogen til Medina og Father John Misty.

Jeg henter i virkeligheden lige så meget – hvis ikke mere – inspiration fra litteraturens verden og fra avislæsning som fra musik. Vores nye album “Slå Flint!” blev sat igang på den måde, at jeg i avisen læste et digt  af Klaus Rifbjerg den dag han døde. Det handlede om at slå flint! d.v.s om at slå til, om oplysning om at risikere noget – og så var der en sang igang. Jeg er egentlig uddannet i filosofi og dansk fra Roskilde Universitet og kæmpede under mit studie med at lære at spille guitar, men jeg fandt ud af, at der i filosofien og litteraturen gemte sig inspiration til sangtekster – og kun derfor fortsatte jeg. Så leder man efter i Folkeklubbens teksterne finder man nok flere Nietzsche- og Johannes V. Jensen referencer end Kim Larsen-clues.

Et eller flere albums der har haft stor betydning og hvorfor? Vi har hørt meget Dire Straits “On every street” i tourbussen fordi den passer på os, der spillet på snart sagt hvert et gadehjørne i landet. Hvergang vi krydser en bro rundt i landet, kommer den plade på og så flyver vi afsted. Forklædt som Voksen med Kim Larsen: den passer på os; vi er 36 år gamle, men drøner rundt i en stor leg. Som vi så tager meget alvorligt. Father John Mistyr: “Fear Fun”; det svinger! Bob Dylan’s “Modern Times”; den satte mig igang med at spille musik.

Er der en kunstner, som du føler du kan identificere dig med og hvorfor? Der mange kunstnere som vi ser op til. Personligt er jeg typen, der godt kan lide – lige som barnet – at have helte. Men pointen med en helt som eksempelvis Bob Dylan eller Kim Larsen er, at de er uden for rækkevide. D.v.s man kan lade sig inspirere af dem, men ikke identificere sig med dem eller nå op på deres niveau.

Tror du at du som musiker, har større indflydelse på samfundet end hvis du ikke lavede musik? Jeg mener, at man som sangskriver har en pligt til også at skrive sange, der afspejler den verden som vers og omkvæd skal genlyde i. Og jeg er bestemt af den opfattelse at sange kan ændre verden. Jeg har ikke tal på hvor mange gange en sang har ændret eller reddet min verden.

Tror du talent er en nødvendighed for at kunne leve af musikken? Jeg tror at flid og dedikation er vigtigere. Jeg har ikke noget stort musikalsk talent, men jeg har en vilje til det jeg laver, der nogle gange ved tilfældets magt gør mig i stand til at lave ting som jeg ellers ikke troede mulige. En del tekst og melodistykker eksempelvis kan jeg egentlig ikke forklare, hvordan er blevet til, men jeg er konstant så meget i stoffet, at heldet nogle gange er med mig og gode ting kommer svævende.

 

Lyt til FOLKEKLUBBENS nyeste album fra August

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

wanna do it on my own